torsdag den 5. december 2013

Tjekliste


Stormen Bodil er over os og jeg kan slet ikke vente til jeg skal ned til det her syn! 


Behovet for tjeklister er enormt, når man skal i udlandspraktik
- Flybilletten er i hus

- Underskrevet praktikdokument

- Fundet lejlighed på Filippinerne

- Har fået alle vaccinationer 
(Tyfus, Japansk hjernebetændelse, difteri, Hep A+B, cholera og tuberkulose)

- Fået praktiksted 

- Legatansøgning sendt afsted

- Visum fås ved ankomst i lufthavnen

Mangler
- Rejseforsikring


søndag den 24. november 2013

Ansøgning om praktik i udlandet

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle lægge min egen personlige ansøgning ud, offentligt. Jeg husker dog tydeligt hvordan jeg selv i desperation ledte efter inspiration til, hvad ansøgningen skulle indholde. Det er dog lidt grænseoverskridende at lægge egen salgstale på nettet - men hva' pokker, jeg kan jo ligeså godt vænne mig til, at udgive lidt af mig selv :) Så her er den, til inspiration, tanker og så videre ... 

Dannelsesrejse gennem 3½ år

For mit vedkommende drejer pædagoguddannelsen om, at jeg skal gennemgå en udvikling og tilegne mig ressourcer og kompetencer til at hjælpe andre mennesker. Jeg har ikke en urealistisk drøm om at redde nogen, men jeg vil med min personlighed og mine faglige kvalifikationer hjælpe og støtte andre mennesker i deres dannelsesrejse.

Jeg er en pige på 23 år, der er tolerant, rummelig og mestrer at tage udfordringer med et smil. Jeg formår at bevare roen i stressede og uoverskuelige situationer og kan altid finde en måde, hvorpå mit smil og engagement kan vende en negativ situation. Jeg er målbevidst, fagligt fokuseret og besidder en kæmpe motivation for at udfordre og derved udvikle mig selv. 

I 2008 rejste jeg til Costa Rica med Dansk Studie Center, her havde jeg undervisning i spansk, personlig udvikling og kommunikation. I starten var min eneste kommunikationsmulighed mit kropssprog, da mit spanske endnu ikke var udviklet og costaricanerne ikke talte forståeligt engelsk. Jeg er rejsevant og meget opmærksom på naturen, kulturforskelle samt det menneskesyn, befolkningen i det land jeg rejser i, har. Jeg lægger stor vægt på og en ære i, at gå på kompromis og imødekomme andre kulturer. 

Jeg ansøger om at komme i praktik på Filippinerne i min 2. praktikperiode og årsagen hertil er, at jeg mener, at jeg som person er fagligt og personligt klar til, at blive udfordret på hvem jeg er og hvad jeg kan bidrage med. For at skabe de bedste forudsætninger for mit ophold er jeg gået i gang med at lære filippinsk på det basale niveau. Jeg begår mig desuden både mundtligt og skriftligt på engelsk. Jeg regner med at få en oplevelse for livet; en oplevelse der vil skubbe mig ud på kanten rent personligt og ikke mindst fagligt. Samtidig håber jeg på, at kunne føle mig som en del af den filippinske kultur, for at kunne sætte mig ind i forståelsen af samfundet og den enkelte filippiners historie. 

Min familie og mine venner støtter mig i beslutningen om, at tage en del af min uddannelse på den anden side af jorden. Jeg har ingen bånd på mine hænder og jeg føler at verden ligger åben for mine fødder. Økonomisk er jeg ved at spare op og herudover kan jeg med SU og eventuelt SU-lån sagtens klare et udlandsophold.
Jeg har en drøm om, at min dannelsesrejse ikke tager et altafgørende ryk i den sidste del af min uddannelse. 

Jeg ønsker også at være fuldt fokuseret på min specialiseringspraktik på 6. semester men ifølge mine drømme, skal denne foregå i Danmark og ikke i udlandet. I og med, at jeg som person kan rumme forskelle, forandringer, udfordringer og tager disse med oprejst pande, føler jeg mig overbevist om, at 6 måneder på Filippinerne vil give mig et dominerende ryk i min dannelsesrejse; hvilket er nøjagtigt hvad jeg stræber efter, midt i min uddannelse. 

Jeg ser frem til at blive kaldt til samtale.

Med venlig hilsen
Carina Karlsson

_________________________________________________________________________________

Det er selvsagt at når man læser sin egen ansøgning flere måneder efter, er der mange småfejl, som jeg ville ønske at jeg selv havde spottet. Men ærligt, kom tidspresset og nervøsiteten mig i forekøbet dengang og afsted røg den - HELDIGVIS var den godkendt og jeg blev kaldt til samtale med den Internationale Studiekoordinator. :D 

mandag den 12. august 2013

De utallige spørgsmål

Jeg har oprettet denne blog med det formål, at alle mine kære kan følge med i mit store eventyr der starter om 6 måneder. Jeg skal til Filippinerne i min 2. praktikperiode som et led i min pædagoguddannelse og jeg kan næsten ikke vente. 

Jeg har selv ledt forgæves efter blogs, der har beskrevet månederne op til afrejsen. Der har været og er stadig utallige spørgsmål i mit hoved, de fiser og farer rundt og svarene skal jeg lede længe efter. Af den simple årsag starter jeg min rejseblog nu, 6 måneder før afgang, i håb om, at jeg kan hjælpe andre der sidder med drømmen om at komme i udlandspraktik. Dette indlæg er altså henvendt til andre studerende der er i vildrede.

For hvordan søger man egentlig? Hvor hurtigt går det? Hvor kan man komme hen? Skal man rejse alene? Hvordan finder man ud af, om man kan flyve sammen med andre? Hvem skal man bo med? Hvor er det bedst af bo og hvordan finder man en lejlighed? Hvad med ferie under opholdet? Visum? Hvor finder jeg svar? 

Hvordan søger man? Hele processen skal startes ca. et år før praktikstart. Jeg kontaktede den internationale koordinator på min skole for, at høre om mine muligheder for at blive godkendt. Jeg deltog i en international konference på skolen, skrev en ansøgning, kom til samtale og blev endeligt godkendt efter godt 1½ måned. 

Hvor kan man komme hen? De fleste skoler har en liste over praktiksteder som de allerede har en kontakt til. Det er en stor fordel at vælge et af de praktiksteder. På UCC, København hvor jeg går, var der utallige muligheder. Jeg kunne komme til Ghana, England, Irland, Spanien, Australien, USA, Filippinerne og mange, mange flere. 

Hvor store er chancerne for at komme afsted i 2 praktik? Ifølge skolens ledelser er chancerne meget små. Det kræver stor erfaring og en god portion drivkraft, stabilitet og en stærk personlighed. Den internationale koordinator vurderer om skolen tror på, at netop du kan klare en udlandspraktik. Jeg blev godkendt af den internationale koordinator men han var nødsaget til at snakke med sin leder, som skulle give endeligt grønt lys. Inden da havde han haft kontakt til min lærer og studievejleder for at høre deres vurdering af mine kompetencer. Det er altså ikke lige til højrebenet men det skal man ikke slå sig ud af. 

Er der andre der skal afsted samtidig? Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan proceduren er, hvis man skal andre steder hen end Filippinerne. Men jeg er tilknyttet en organisation; Rise Above Foundation, som tager hånd om alt det praktiske og hjælper os studerende med at finde lige netop dét praktiksted der er ideelt for os. Herigennem har jeg stillet alle mine spørgsmål og fundet en ideel praktikplads. Der er efterfølgende blevet oprettet en gruppe på Facebook, hvor vi studerende kan komme i kontakt med hinanden og dele viden, erfaringer og stille spørgsmål. 

Alle de andre spørgsmål - Visum, lejlighed, praktiksted osv. kommer helt naturligt. Alle oplysninger er i mit tilfælde blevet givet af Rise Above Foundation og har jeg yderligere spekulationer kan jeg altid sende en mail og få svar herpå. Til mit store held har organisationens to overhoveder Flemming og Elisabeth flere lejligheder i Cebu på Filippinerne som vi studerende kan leje. 

Jeg forsøger at huske tilbage på alle de spørgsmål jeg selv har haft gennem de sidste mange måneder og sidder du med et, som jeg ikke har besvaret, så skriv endelig løs i kommentarfeltet nedenfor :-)