onsdag den 18. juni 2014

Hej København


De sidste uger i Cebu var jeg ved at sprænge i luften over tempoet, varmen, hverdagen, storbyen og savnet til mine kære i Danmark. Da jeg kom hjem havde jeg en underlig følelse i kroppen. Det var ikke forkert men det var anderledes. Jeg kunne ikke rigtig finde fodfæste og følte at alt fra Cebu var uafsluttet. Jeg havde ikke sagt farvel til børnene, ikke sagt farvel til varmen, tempoet, hverdagen, storbyen. Tilgengæld sagde jeg varmt goddag til mine kære. 

At komme hjem er en stor blanding af følelser. Jeg står ofte i badet og skammer mig over de store mængder af varmt vand jeg hælder ned over mig. Mine tanker flyver på tværs af kloden og tænker på alle de børn der dagligt kæmper for at få vand at drikke. Jeg lytter til de pædagogiske problemstillinger der gør sig gældende i det danske land og bliver frustreret over, at vi går op i om vi kalder børnene han, hun eller hen, om legoet skal være lyserødt eller mangefarvet, om legepladsen er sikret ned til den mindste detalje. Når man kommer fra landet hvor børn tigger på gaden, løber mellem bilerne, konflikterne løses af børnene selv og hver mand kæmper for sin egen overlevelse - så er alt herhjemme lettere til grin, overflødigt, ligegyldigt. 

Filippinerne har været et kæmpe eventyr. De oplevelser jeg har, er nogle, jeg vil bære med mig resten af livet. Jeg vil bruge dem aktivt i min uddannelse og fortsætte den personlige udvikling der er sat igang. Jeg har lært at anskue livet fra nye vinkler, lært at tage mig tid til ikke at lave noget, lært af være spontan, lært at lytte til fremmede mennesker fremfor at lukke øjnene og koncentrere mig om mig selv. Jeg har lært at være åben overfor forandringer, udfordringer og jeg har udviklet mig af det. 

Nu er jeg hjemme. Tilbage i Danmark. Sidder i min dobbeltseng og mærker dynen der ligger blødt under mig. Solen skinner, himlen er blå og den danske sommer spirer uden for mit vindue. Jeg savner dem jeg har delt filippinerne med, jeg savner de smukke omgivelser uden for Cebu - samtidigt priser jeg mig lykkelig over at være kommet hjem til denne smukke årstid - havde det været et halvt år senere var jeg gået ned med flaget. 

Hej København - Det er nu okay at være hjemme <3