Rengøringsdamens fødselsdag

Vores søde rengøringsdame Letty havde fødselsdag i fredags og det blev vi inviteret med til. Det var en virkelig fin gestus og vi takkede naturligvis ja. Hun gav os denne seddel med beskrivelse af, hvor hun bor. Vi kørte i taxa'en til området men kunne ikke finde det. Vi spurgte mange om vej undervejs og til sidst blev vi sat af ved skolen "Little Angel School". Her kom der en filippiner over til os og han viste os vej til Tilikum-lågen.

En stor blå låge. Vi gik ind og blev mødt af slum. Der var mørkt, mennesker at se langt fremme af en mørk sti. Vi grinte lidt og famlede febrilsk efter hinandens arme i mørket. Matilde og jeg var lidt nogle kyllinger og der blev joket godt med, at hvis vi en dag blev rullet så var dagen sgu nok kommet. 

Vi spurgte nogle kvinder om de kendte Letty der havde fødselsdag idag. Det gjorde de og viste og videre ind i junglen af fattige familier. Løse hunde, børn der spillede basketball, røg fra grill og vilde høns omringede os. Og der gik vi, i mørket, 7 hvide piger der lyste om kap med månen på nattehimlen.  

Vi fandt Lettys hus. Hun fik en gavekurv af os og hun blev simpelthen så glad. Vi blev pænt sat til bords og fik serveret dette festmåltid. Jeg spiste desværre kun ris, da min mave stadig gør ret ondt efter den sidste uges sygdom. Hun havde lavet kylling i karry, ris, pancit med seafood som et en nuddelret samt forårsruller med svinekød. De andre sagde at det var lækkert ;-)

^^ En håndfuld af naboernes børn stod pænt og kiggede ind over bænken hele aftenen.

Vi rykkede festen udenfor hvilket passede os glimrende da vi nærmest sad på skødet af hinanden da vi spiste. Samtidig stod Letty og kiggede på, + hendes søn, datter, søster, svoger, mand osv.. Huset var fyldt og de hvide sad ned og nød et festmåltid - lad mig sige det sådan, jeg følte mig sgu lidt malplaceret... 

Vi fik et par timer til at gå med karaoke som Matilde først nægtede at deltage i. Efter lidt øl var de fleste dog med på et nummer eller ti.. Jeg spillede billiard med en filippinermand og han var den eneste der kendte reglerne. Først skulle 1 så 2 så 3, 4 ,5, 6 osv i hul. Hvis skuddet var for svært så rykkede han lidt rundt på kuglerne. Han sagde enten "Bad shot!" eller "Ok, you good" efter hvert skud alt efter om jeg klokkede totalt i det eller ej. Det var ret sjovt. Jeg spurgte Letty om hun ville forklare mig reglerne og så svarede hun "Oh no, only he knows the rules" og grinte. 

Update

Jeg har det okay! :-) 

Torsdag aften hev Matilde mig under armen efter en snak med min forsikring. Vi tog til Cebu Doctors' University Hospital som ligger her i Cebu. Det var et pænt hospital og der virkede i modsætningen til Chong Hua Hospital fuldstændig rent og nærmest klinisk. 

Lægerne og sygeplejerskerne var søde ved mig, lagde et drop og tæskede noget væske i kroppen efter to døgn med opkast af alt hvad der kunne indtages. Derudover gav de et skud kvalmestillende og smertestillende. Det hjalp ret hurtigt og efter fire timer var jeg klar til at komme ud i verden igen. Jeg har fået Omeprazole som jeg skal tage en gang om dagen, som egentlig er det man giver mod mavesår. Jeg satser dog ikke på, at det er dét, det udvikler sig til!

Har det bedre. I går var vi til fødselsdag hos vores rengøringsdame Letty - det får I lige en historie og lidt billeder af på et andet tidspunkt. Idag tager Matilde og jeg til Plantation Bay som er et 5stjernet luksus resort. Vi har ikke just råd til at bo der så vi glæder os over, at man kan have en "drop in day" der står i afslapning, solens og tøsehyggens tegn med mad, drikke, kajaksjov, solseng osv inkluderet i prisen der ligger på 230 kr for en hel dag.

Jeg vender tilbage med en update i løbet af weekenden :-)

Sengen er mit tempel og aircon min gud

Lupin og jeg tog en basketballkamp forleden dag. Han var med inde på Centeret og vi gav den gas i en halv time. Det var virkelig sjovt og han smilede over hele femøren. 

Trætte og svedige! Det får smilet frem på mine læber at tænke på dage som disse, når jeg ligger alene herhjemme og mangler ungernes glæde. 

Jeg har været syg i en lille uges tid ... og om det er varmen, de mange kilometer mellem mig og mine kære eller noget helt tredje ved jeg dælme ikke - men sygdom her, føles absolut værre end den gør derhjemme! I starten af ugen var jeg utilpas og med opkast et par gange nu er jeg nedlagt med opkast med jævne mellemrum og kan på nuværende tidspunkt hverken holde vådt eller tørt inde, det er bare kanonje når man er sulten på tredje døgn og halsen føles som sahara. 

Det mest pudsige er, at jeg føler mig fuldstændigt frisk i hovedet. Jeg føler ikke at jeg er syg lige indtil jeg kigger på noget der kan indtages ... 

Sengen er mit tempel og aircon' min gud! 

The American Home

Jeg brugte stort set en uge på at overtale Carmelida til, at jeg måtte bruge en papkasse og lave et hus ud af den. Jeg tror hun var skeptisk, fordi man ikke bare leger med ting der kan genbruges og alligevel sættes der stor pris på, at man kan få noget sjovt ud af "ingenting". Jeg spurgte hende mandag, hun grinte og sagde nej det går ikke. Tirsdag pegede hun på papkassen og grinte igen. Onsdag pegede jeg med et blink og et smil og hun sagde at hun måtte spørge Ma'am Abby først. Fredag grinte hun og sagde...

Carmelida:  "Yes, you take it. What you do?"

Mig: I'm going to make a house.

Og så grinte hun ellers sit karakteristiske grin med tungen hængende ud gennem de to tænder hun har i overmunden. Hold nu op for en sød dame altså. 

Og så gik vi ellers igang!  

Børnene syntes at det var skægt og processen var sjov i sig selv. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og huset står stadigt klar til at blive leget i :-) 

Mr. Baker

Der kommer stadig mange frivillige forbi Centeret og til feeding i onsdags var der et ældre ægtepar fra Minnesota samt en familie fra New Zealand med. Vi havde nogle rigtig gode snakke om børn med særlige behov, udvikling, leg og læring samt børnene her på filippinerne. Det var en meget lærerig dag hvor jeg fik brugt mit engelsk på en anden måde og blev tvunget til at formulere mig lidt mere fagligt og teoretisk. 

Om aftenen tog Lisbet og jeg ud for at fejre .... øh, os selv og en god dag! Vi tog til Radisson Hotel hvor man kan få en overdådig buffet til den nette sum af 75kr. Det er noget af det dyreste vi kan få hernede - det eneste der overgår det so far, er T.G.I Fridays. 

Da vi kommer ind på Radisson bliver vi sat ved et bord som tilfældigvis er ved siden af familien fra New Zealand. De hilser, vi hilser og alle spiser videre. 

Lis og jeg snupper et glas vin som komplimenterer den vanvittigt gode buffet rigtig godt. Da familien er færdige med at spise kommer Mr. Baker over og starter en lidt spøjs samtale. Han spørger hvor lang tid vi har tilbage af vores uddannelse og så siger han ikke rigtig andet. Vi siger pænt farvel og nyder resten af vores aften. 

Lis: We would like the check, please. 

Tjener: Oh, Mr. Baker already payed for your dinner

Lis: Oh, ok. .... wait. What?! Who? 

^^^^^

Så har vi sørme også prøvet dét med! Aftenen blev en tand bedre af at spise lækker buffet, drikke udsøgt hvidvin oooog få det hele gratis! 

Da vi kommer til Centeret om torsdagen fortæller Marie at Mr. Baker havde fortalt så mange gode ting om os. Vi var nogle engle sendt fra himmelen som gjorde et fantastisk stykke arbejde. Han roste os mildest talt til skyerne. Det samme gjorde vi om ham, da vi så Carmelidas legesyge ansigt lyse fuldstændigt op. Hun hev os med ud i køkkenet for at vise os den nye vaske/tørre-maskine han havde købt til Centeret. 

Nogle mennesker gør virkelig en forskel! 

En sponsoreret feeding

Jeg er jo til feeding hver onsdag på en nærliggende skole i en bjerglandsby. Rise Above Foundation fundraiser derudover og leder dagligt efter sponsorer til feedings i slumkvarteret eller på andre skoler. I forrige uge var Lisbet, Signe og jeg med til sådan en. Det var i slummet ikke langt fra vores praktiksted.

På billedet ovenfor ses maden som består af en risvælling, grøntsager, kylling og krydderier. Filippinerne elsker det og det mætter heldigvis også rigtig godt. 

Sådan så der ud foran porten da der var en time til vi gik igang. Der bor omkring 1000 mennesker i landsbyen og ud af dem, var der kun 350 der havde fået en billet til mad. Billetterne gives af Johnny eller Jenny som begge er fra Rise Above og har deres midler samt kontakter til at vurdere, hvem der er de fattigste familier. 

Til at starte med blev der lukket 5-10 ind ad gangen. Det var svært at håndtere da flere af dem snød sig ind uden billet og stod og græd og bad om mad - det er svært at sige nej til et barn, der står med sulten malet i ansigtet. Derefter blev der lukket få ind ad gangen. 

Det tog ca. 45 minutter fra vi åbnede dørene til skålene var slikket. En portion består af et krus som ofte deles mellem flere familiemedlemmer hvis ikke en hel familie. Da vi stod og gav mad, så vi pludselig en mor, til et barn fra Centeret. Jeg fik endnu en gang bekræftet hvor det er børnene kommer fra og hvor lidt de har.

VSMMC - En drøm der gik i opfyldelse

Der er pt. mange oplevelser som står stærkt i min hukommelse. Jeg sidder nu endelig ved min computer og føler at jeg har tid til at få skrevet tingene ned. Jeg startede dagen på VSMMC, som er et hospital beliggende i Cebus Centrum. Lisbet, Signe og jeg mødtes med Jenny fra Rise Above Foundation. Jenny er kontormusen der holder fast i alle trådende, samtidig er hun en kvinde med et hjerte af spirende håb og mod. En gang om ugen tager hun til hospitalet og underholder børnene med sin hånddukke "Angela". Og idag fik vi så æren af at komme med hende. 

Det er ikke tilladt at tage billeder på hospitalet og jeg må indrømme, efter at have været der en times tid, at det ville have været noget af det mest upassende at gøre. Jeg skal prøve at beskrive hvad jeg så, så præcist som muligt.

Vi gik på den åbne gang, rundt om et par hjørner og ind i den bygning der rummer flere syge børn end mit hjerte kunne bære. Den første stue rummede 20-25 børn og deres forældre. Lugten i rummet var ganske særlig, luften tung og trykkende. To vifter forsøgte desperat at skabe en brise men intet slog gennem den tykke mur. Det ene barn havde det værre end det andet. Jeg troede ikke mine egne øjne da jeg så hvor primitivt det hele var. Jeg undrede mig over, hvordan et hospital. Altså, et hospital - kan være så primitivt at de drop der er lagt på børnene, er understøttet af et stykke pap, klistret til med sportstape og derudover en beskyttende ble. Jeg forestillede mig et kort sekund hvordan det danske hospitalsvæsen gør sig gældende og blev fluks revet tilbage til virkeligheden. 

Jenny underholdte børnene med sin dukke. De fleste fik det største smil på læben, enkelte græd og gemte sig i moderens favn. Mødre lå og sov under sengene, mange børn delte en enkeltmandsseng. Det slog mig stærkt, at dét, at blive rask må være en evig kamp i dette land når ikke en gang hospitalet føles rent, privat eller hygiejnisk. 

På en af de efterfølgende stuer snakkede jeg med en mor om hendes 5 årige søn. Han lå i fosterstilling, rystede, kiggede med et tomt blik ud i luften og der kom en lyd fra hans lunger som jeg forvekslede med et stærkt astmatisk anfald. Jeg kiggede på ham, smilede til ham men fornemmede hverken en kontakt eller reaktion. Hans mund var sort, blå og fyldt med blod. Moderen kiggede på mig med våde øjne og sagde "Hvordan skal jeg klare det her? Hvad gør man ikke for sin søn? Han er jo min søn." Jeg lagde armen på hendes skulder og fik næsten naturligt fremstammet et "God Bless Him". Hun smilede til mig og fortalte at de i januar var indlagt med ham i 2½ uge. Han har indre blødninger fra maven og en slem lungebetændelse oveni, medicinen og selve indlæggelsen er så dyr, at intet hang sammen for hende længere. Men hvad gør man ikke for sin søn? 

Det rev i mit hjerte og jeg måtte flere gange kigge ned i jorden for at få styr på min indre eksplosion af frustration og sorgfyldte tanker samt de tårer der heftigt pressede på.

Nogle af børnene havde kræft, nogle fik kemo, de fleste havde lungebetændelse, indre blødninger, 5 huller i et 3årigt hjerte, andre var lige blevet født. Jeg blev varm om hjertet da jeg så den glæde Jenny spredte til disse børn. De smilede, om end det så var for få sekunder ad gangen. De smilede. 

Vi kom op på en stor afdeling med 55-60 børn. Sengene stod side om side, fire lange kompakte rækker. Børn i alle aldre og deres fortvivlede forældre, hang, var triste og svedte. Det mindede lidt om et loft, et åbent loft med net for "ruderne" i siden. Den eneste ventilation der var at finde var de få splitsekund vinden kom forbi. Mødrene hang ind over børnene med aviser, vifter og poser for at give lidt vind. Jeg tror sgu egentlig at jeg vil købe nogle vifter så de kan bruge deres armkræfter på at trøste og lade elektriciteten skabe køligere forhold for deres feberramte og dødsyge børn.

Lisbet, Signe og jeg gav børnene snacks. Mange af dem havde en tilstand der var betydeligt forværret grundet mødrenes valg af mad, og her kom vi med en kiks der næppe tilføjede et vitamin boost eller andet godt. I starten følte jeg mig lidt som en hvid-nysgerrig-charity-tøs der delte lækkerier ud til alle de syge men som tiden gik, gik det op for mig hvor stor en glæde det skabte. Børnene kiggede på kiksen, prøvede at åbne pakken med munden, smilte og glædede sig over at få andet end ris - det var det helt rigtige valg, at give dem kiks. 

 Sammenhængen, grinene, historierne, de smil der blev delt. Det var fantastisk.

Her til eftermiddag har vi købt en hånddukke til os hver. Vi har nemlig aftalt med Jenny at tage med hende og dele snacks ud med hånddukkerne. Jo flere smil vi kan få frem, des bedre. Det var en fantastisk følelse at bruge én time af min dag og få mindst ligeså meget med mig som den glæde der blev skabt. Jeg ser frem til at være en del af hånddukke-teamet der mest af alt minder om hospitalsklovnene hjemme i Danmark. 

Det er en drøm der går i opfyldelse. 

Bohol - vi vendte stærkt tilbage!

Vi tog et smut til Bohol for anden gang og var klar på lidt flere oplevelser. Vi brugte lørdagen på at lege turister og se de smukke chokolade toppe kaldt Chocolate Hills. De består af 1268 bjergtoppe som strækker sig gennem tre landsbyer. I maj måned er de helt brune - deraf navnet! :) Udsigten var virkelig flot men jeg er ikke helt tilfreds med gengivelsen på billedet, men sådan er det vel altid. Her ser det fint ud i virkeligheden er det smukt :) 

Vi kørte på ATV og i en Beach Buggy i en halv time, fyrre minutter. Vildskaben kom frem i os og vi har en del videoer hvor der bliver råbt til hinanden og brokket over guidens langsomme tempo. Matilde og jeg gav den vitterligt gas i beach buggyen på et tidspunkt og det resulterede så i at guiden tog hånden op og sagde at vi skulle sænke farten - ØV :D 

Hvis jeg var et dyr ville jeg være en kænguru - tror I ikke? 

Efter Chocolate Hills og ATV-sjov tog vi til en sommerfugle farm.. Derefter så vi Tarsier aber i et reservat. Aberne var på omtrent samme størrelse som min hånd og med kæmpe øjne med andre ord var de såå søde. Efter aberne tog vi til Loboc River og gik over en ret ustabil hængebro. Matilde har en film eller to hvor skrækken ses i mine øjne. 

Søndag morgen tog Lisbet, Matilde og jeg på bådtur. Uret var sat til 05.15 og delfinerne ventede på os. Det var en smuk morgen med sol, regn og deraf den fineste regnbue. Vi så mange delfiner - de legede i vandet, sprang og fuldendte oplevelsen. 

En af de smukkeste solnedgange jeg har oplevet på Filippinerne var på Bohol i lørdags. Lisbet, Matilde og jeg tog en kold San Miguel (øl) i hånden og traskede med fødderne i vandkanten. Det var en perfekt afslutning på en skøn dag.  Nu er vi hjemme i Cebu igen og jeg drømmer mig til hvor turen går hen næste gang :-) 

Vild krig med rissække og hesten George

 Jhade som ninja turtle :-) 

Vi kom tilbage efter pause en dag og kunne godt høre at lydniveauet ikke svarede til dét, der normalt er, når børnene ser film. Da vi kom ind var der en stor krig med alle rissækkene. Selv Carmelida og Nida gav den gas og alle fik et skub med en rissæk. Vi kunne selvfølgelig ikke dy os og hoppede op, var de legebørn vi nu en gang er og levede os fuldstændig ind i krigen. Vi var helt svedige bagefter og Carmelida brugte 6 timer om aftenen på at sortere og lægge alt fuldstændigt på plads igen. Vi får aldrig lov til at gentage successen men hold nu op, hvor var det en fornøjelse at regler blev brudt, og alle gav den gas! 

Sådan så der ud efter børnene og tre pædagogstuderende havde forsøgt at rydde op. Vi skal vidst have et rissæk-kursus :-) 

Vi har idag fået en hest som vi har døbt; George. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Men det virkede passende til en brun hest og som børnene siger er hvide heste altid piger og brune heste er drenge. Det giver da mening, gør det ikke? :-) 

Fort San Pedro

Når nu jeg bor i en storby med en hulens masse spændende historie bag sig måtte tiden jo komme til en kulturel dag! Lisbet, Matilde og jeg tog til Fort San Pedro. Fortet blev bygget af Legaspi i 1565 som værn mod pirater. Senere har fortet været anvendt af amerikanerne som kaserne. Under 2. verdenskrig blev det brugt som fængsel af japanerne og idag er det så en hyggelig, fredelig ruin. 

En blind mand sad så fint og spillede og sang da vi ankom. Han fik en skilling!  

En ønskebrønd! Lige i min ånd. 

Da fortet var i sin storhedstid blev dette brugt som fangehul. Dengang lå fortet helt ud til vandet og ved højvande steg vandet ikke blot, så fangerne blev udsat for Submarino; altså torturmetoden hvor hovedet holdes under vand til kvælningsgrænsen, de druknede ganske enkelt. 

Der var strategisk placeret kanorne rundt på hele fortet. 

En gang for mange hundrede år siden boede folk inde i disse træer. Det er et træ med hundredevis af stammer. Jeg kan huske at jeg stødte på nogle lignende dengang jeg var i regnskoven i Costa Rica. De er fascinerende! 

Til sidst fór vi tilbage til ønskebrønden og jeg fik et ønske med på vejen. 

Ibiza Beach Part

Ibiza Beach Party - da vi hørte navnet havde vi allerede taget beslutningen om at tage afsted. Vi fandt dog hurtigt ud af, at billetterne var udsolgt men som alt andet her på Fili, er der altid en udvej når man er hvid og har penge på lommen.. Vi skulle blot sige navnet på en japser-mand ved indgangen. Med bange anelser om, at det var en and, gik vi ad promenaden til den flotte hvide bar. 

Det blev en vild aften med japanske dj's, San Miguel øl og sol. På vejen hjem fik vi taxachaufføren til at køre i McDrive på MCD og han fik da lige en burger med! Ligeså vel som den søde gadedreng der stod med sine hundeøjne foran mit vindue.. 

Et selfie af mig og en af de japanske DJ's. Han kom over og sagde "You are my new mascot, HERE!" og så gav han mig denne yderst kønne hat på som jeg begejstret dansede rundt med et par timer.. 

 Til fest i bare tæer? Vi elsker det!

Senere på aftenen byttede DJ'en hatten ud med hans lysende briller! Dem havde jeg pænt på hele vejen hjem i taxaen og nu ligger de ved siden af min seng. 

Alt i alt, en sjov aften! Fili har meget at byde på og jeg er sulten efter mere :-)