Alting gav mening

Mad mor og Medicine Mama 

^^ En eller anden dag, skal det nok lykkedes mig at fange hendes bedårende smil så i kan se det :)

Carmelida er fantastisk. Hun er 54 år og Centerets madmor. Når Nida eller andre filippinere omtaler hende, siger de at hun altid er vred. I mine øjne er hun en bestemt dame med det dejligste smil og et varmt hjerte. Af hvad jeg kan tælle, så har hun to tænder i overmunden. Det er to stifter der sidder så tilpas langt ude i siderne, at hendes tunge kan være i mellem når hun smiler. Hun minder lidt om en hekse-dame, en medicine-mama med hjertet på rette sted. 

Forleden dag greb hun fat i min arm og sagde "Carina, you need medine, NOW!" Jeg kiggede ned på min arm og pegede på hvad jeg troede var et myggestik, af en lidt større art end normalt. Hun hev mig i armen og pegede på mine sko, råbte noget til Nida, i farten nåede jeg lige at få min taske med og så gik vi ellers. 

^^ Det er svært at se på billedet, men det er en hård, stor plamage der kløede. 

På gaden er Carmelida ligesom alle de andre. Jeg så hende gå blandt filippinerne, betragtede hende og blev mindet om, at vi alle har en historie. Vi er alle noget, for nogen. Den dreng på hjørnet med downs syndrom, pigen ved tricyckles holdepladsen, vagten foran fooda, den tandløse dreng på gaden og den ældre herre på vej over vejen. Carmelida er ikke blot noget for nogen, hun er nogen for mig. Hun tager hånd om os studerende, bekymrer sig og tager affære når vi (tydeligvis) ikke selv kan bedømme situationen. 

På apoteket sagde de, at jeg bar blevet bidt af et insekt. Hvis biddet går ubehandlet hen, udvikler det sig til et betændt sår som kræver stor og kraftig behandling. Jeg fik noget creme og min arm er allerede pænere! :) 

Da vi gik fra apoteket siger Carmelida "My house, here!" - hun trak mig med ind i en gyde. Det var en smal, smal sti. Vi kom ind til et lille samfund hvor det vrimlede med mennesker. Børn der legede med haner, mænd der spillede kort, kvinder der vaskede tøj, et barn der sad og sked på et bræt, råddent kød, kødgryder, damer der snakker højlydt og så stilhed. Der stod jeg, midt i et filippinsk samfund. Midt inde i stilheden. De kiggede på mig med store øjne og Carmelida sagde "Ate Carina, si si si" og så hilste de på mig. Med hånden, en nik, et kys på kinden, en hånd på panden, smil og betagelse. 

Vi gik gennem nogle huse for at komme hen til Carmelidas. Jeg hilste på Romeo's søskende (Romeo er Carmelidas mand), jeg hilste på deres børn og børnebørn. De viste mig deres hus. Fire vægge, en seng, to rissække på gulvet, en kat i kort snor og vasketøj hængende ned alle vegne. Huset var så lavt at ingen gang jeg kunne stå indeni det. 

Carmelida trak mig over til sit hus. Hun sagde "no good, me no live in house" og jeg forstod med det samme hvorfor. Huset var tre store træplader, taget var af hønsenet, der lå en del råddent træ, søm, skrald og gammelt mad. Der gik en tankestrøm gennem mig og jeg forstod hvor hun kom fra. Jeg forstod hvorfor hun værdsætter Rise Above Foundation så meget, som hun gør. Jeg forstod hvorfor hun siger "me no money, me happy, me alive" Alting gav mening.