Mr. Baker

Der kommer stadig mange frivillige forbi Centeret og til feeding i onsdags var der et ældre ægtepar fra Minnesota samt en familie fra New Zealand med. Vi havde nogle rigtig gode snakke om børn med særlige behov, udvikling, leg og læring samt børnene her på filippinerne. Det var en meget lærerig dag hvor jeg fik brugt mit engelsk på en anden måde og blev tvunget til at formulere mig lidt mere fagligt og teoretisk. 

Om aftenen tog Lisbet og jeg ud for at fejre .... øh, os selv og en god dag! Vi tog til Radisson Hotel hvor man kan få en overdådig buffet til den nette sum af 75kr. Det er noget af det dyreste vi kan få hernede - det eneste der overgår det so far, er T.G.I Fridays. 

Da vi kommer ind på Radisson bliver vi sat ved et bord som tilfældigvis er ved siden af familien fra New Zealand. De hilser, vi hilser og alle spiser videre. 

Lis og jeg snupper et glas vin som komplimenterer den vanvittigt gode buffet rigtig godt. Da familien er færdige med at spise kommer Mr. Baker over og starter en lidt spøjs samtale. Han spørger hvor lang tid vi har tilbage af vores uddannelse og så siger han ikke rigtig andet. Vi siger pænt farvel og nyder resten af vores aften. 

Lis: We would like the check, please. 

Tjener: Oh, Mr. Baker already payed for your dinner

Lis: Oh, ok. .... wait. What?! Who? 

^^^^^

Så har vi sørme også prøvet dét med! Aftenen blev en tand bedre af at spise lækker buffet, drikke udsøgt hvidvin oooog få det hele gratis! 

Da vi kommer til Centeret om torsdagen fortæller Marie at Mr. Baker havde fortalt så mange gode ting om os. Vi var nogle engle sendt fra himmelen som gjorde et fantastisk stykke arbejde. Han roste os mildest talt til skyerne. Det samme gjorde vi om ham, da vi så Carmelidas legesyge ansigt lyse fuldstændigt op. Hun hev os med ud i køkkenet for at vise os den nye vaske/tørre-maskine han havde købt til Centeret. 

Nogle mennesker gør virkelig en forskel!