Hej København

De sidste uger i Cebu var jeg ved at sprænge i luften over tempoet, varmen, hverdagen, storbyen og savnet til mine kære i Danmark. Da jeg kom hjem havde jeg en underlig følelse i kroppen. Det var ikke forkert men det var anderledes. Jeg kunne ikke rigtig finde fodfæste og følte at alt fra Cebu var uafsluttet. Jeg havde ikke sagt farvel til børnene, ikke sagt farvel til varmen, tempoet, hverdagen, storbyen. Tilgengæld sagde jeg varmt goddag til mine kære. 

At komme hjem er en stor blanding af følelser. Jeg står ofte i badet og skammer mig over de store mængder af varmt vand jeg hælder ned over mig. Mine tanker flyver på tværs af kloden og tænker på alle de børn der dagligt kæmper for at få vand at drikke. Jeg lytter til de pædagogiske problemstillinger der gør sig gældende i det danske land og bliver frustreret over, at vi går op i om vi kalder børnene han, hun eller hen, om legoet skal være lyserødt eller mangefarvet, om legepladsen er sikret ned til den mindste detalje. Når man kommer fra landet hvor børn tigger på gaden, løber mellem bilerne, konflikterne løses af børnene selv og hver mand kæmper for sin egen overlevelse - så er alt herhjemme lettere til grin, overflødigt, ligegyldigt. 

Filippinerne har været et kæmpe eventyr. De oplevelser jeg har, er nogle, jeg vil bære med mig resten af livet. Jeg vil bruge dem aktivt i min uddannelse og fortsætte den personlige udvikling der er sat igang. Jeg har lært at anskue livet fra nye vinkler, lært at tage mig tid til ikke at lave noget, lært af være spontan, lært at lytte til fremmede mennesker fremfor at lukke øjnene og koncentrere mig om mig selv. Jeg har lært at være åben overfor forandringer, udfordringer og jeg har udviklet mig af det. 

Nu er jeg hjemme. Tilbage i Danmark. Sidder i min dobbeltseng og mærker dynen der ligger blødt under mig. Solen skinner, himlen er blå og den danske sommer spirer uden for mit vindue. Jeg savner dem jeg har delt filippinerne med, jeg savner de smukke omgivelser uden for Cebu - samtidigt priser jeg mig lykkelig over at være kommet hjem til denne smukke årstid - havde det været et halvt år senere var jeg gået ned med flaget. 

Hej København - Det er nu okay at være hjemme <3 

Renovation af Family Care Centeret

Som nævnt i et tidligere indlæg var vi overbevist om at vi skulle forkæle børnene med en masse materielle goder - efter et par uger stod det dog klart at dette intet ville gavne. Børnene har brug for et inspirerende og trygt miljø, omsorg, opmærksomhed og at få dækket de basale behov. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi på et tidspunkt ville renovere The Family Care Center og få nogle farvekombinationer der indbød til leg og læring. 

Efter Graduation lukkede Centeret og det forbliver sådan i tre uger. De seneste to uger har Lisbet, Signe og jeg knoklet som æsler. Vi har gjort ALT rent hvilket flere steder krævede syre, så ulækkert og beskidt var der. Vores lille hjælpenisse Johnny (filippiner der arbejder fra Rise Above) har givet en stor hånd med maling af borde og vægge. 

Vi er nu igang med alt det sjove og kreative. Der flyver papirsfly rundt på væggene hvilket et en nem måde at få mange farver frem, uden at overmale det hele. Billedet ovenfor er den vildeste væg og den eneste med så mange fly. Er helt inspireret til, at mine kommende børns (når den tid kommer) værelser skal males i alle regnbuens farver i form af papirsfly. Det giver fart over feltet, legende tanker og glæde. 

Signe tog hjem til Danmark i onsdag så Lisbet og jeg har knoklet ekstra for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Såfremt min vejleder støtter mig i min beslutning om at tage hjem til Tim skal Lisbet være alene på Centeret. Det niver mig i hjertet at tænke på hvilken tid hun går i møde. En tid med 13 nye børn hvoraf den yngste er 2 år. En indkøringsperiode der bliver en dansk institution gange hundrede. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne trække Centeret med hjem til Danmark og fortsætte med, at lægge kræfter i det arbejde jeg sætter så meget pris på. Jeg har indtil nu, lært meget af at være på Centeret. Et er børnene, noget andet er samarbejdet med Carmelita og Nida, tredje er kulturforskellen, børnesyn, menneskesyn og alle de udfordringer der hører med. Jeg føler mig ikke klar til at slippe mit eventyr men når alt kommer til alt, er der større ting i livet. 

Jeg ved, at jeg vil blive ved med at udfordre og udvikle mig selv. Jeg ved, at jeg vil gøre alt for at få afsluttet dette fantastiske praktikophold på den ene eller den anden måde. Jeg er blevet et rigere menneske de seneste fire måneder.

 Rig på oplevelser, rig på udvikling, rig på selvrefleksion, rig på venskaber. 

Metafit Bootcamp

beklager forsinkelsen på indlægget.. 

De seneste 6 uger har Majken, Lisbet, Matilde og jeg deltaget i en Metafit bootcamp i Ayalas centrum, teresserne. Det betød, at vi tre gange om ugen trænede i to timer for fuld smadder med alt for mange tilskuer rundt om os. Vi var de eneste der ikke var fra "nesien" og havde derfor meget nemt ved at skille os ud. Det har resulteret i tonsvis af billeder, kommentarer over mikrofonen og opmærksomhed generelt. Ser man bort fra alt det, har det været en fantastisk bootcamp. Jeg har lært hvor lidt der skal til før kroppen får noget at arbejde med og det har været en kæmpe succes, at træne uden dyre fitness redskaber men ganske enkelt udfordret kroppen med egen vægt! 

Uheldigvis kom jeg til skade for nogle uger siden under en burpee-push up. Jeg har flækket en knogle i håndleddet og har nu armen i gips ala filistyle.. Det vil sige at jeg de sidste to uger at bootcampen kun har kigget på og heppet. SÅ surt når man bare gerne vil være med og lade sveden hagle af sig :) 

Trænerne er en håndfuld mænd og kvinder som har været en del af TV-showet "Philippines biggest losers" - og selvom vi til tider har bandet træner "sensuela" langt væk fordi hun er så pokkers smidig og beder og strække ud i utænkelige positioner, så har vi alligevel lært en masse, fået blod på tanden og ja; vi er blevet stærkere, sundere og mere fit! Det har været en fornøjelse. Så kommer du til Fili og får muligheden for at deltage i en crossfit bootcamp; then go for it! :) 

Mere end tusinde ord

Der er omtrent 10.500 km hjem lige nu. Det er i et virvar af tårer jeg skriver dette indlæg. Min kærestes mor, er sovet ind. Livet er uretfærdigt. Jeg ser ingen anden udvej, end at jeg skal hjem til ham. Hjem hvor mine arme kan holde om ham jeg elsker, hjem hvor nærvær siger mere end tusinde ord. 

Cloud 9, Suferparadiset på Siargao

Lisbet, Matilde og jeg havde bestilt flybilletter til Siargao midt i marts. Det var en ren fornøjelse at tage på weekendtur der var betalt for længst. Vi tjekkede ind på Boardwalk on Cloud 9 resort - eftersigende skulle dette være stjerne anmeldt på tripadvisor men da vi kom, var der sket en kommunikationsfejl så de havde ikke et værelse til os. 

Det fandt de dog efter de så at betaling og bekræftelse var i orden. Vi fik æren af at sove tre i to enkeltsenge. De blev lige stillet ved siden af hinanden og så lå jeg ellers i rillen. Der lugtede af kattepis, vi delte toilet og bad med dem der arbejdede på resortet og havde en fan (blæser) i den ene ende af rummet - JUHU! Det betød dog ikke at smilet forsvandt. Vi var ret overtrætte hvilket endte i en aften med lidt for teatralsk dans til boybandsange fra min side. Vi tog til junglefest (jep, i junglen!) om aftenen, fik danset natten lang og drukket lidt for mange øl på filippinsk manér med en håndfuld filippinere. 

Dagen efter blev vi opgraderet til det værelse vi havde betalt for hjemmefra. Det var luksus med eget bad og toilet, altan, aircon, en dobbeltseng samt en enkelt, TV (som vi aldrig fik tændt), skabsplads og hele molevitten. Vi fik morgenmad på resortets regning hele weekenden som plaster på såret fra første aften :-) 

Bare kald mig surfer-chick! Jeg har koloenorm optur over at have surfet. Det var SÅ overdrevet fedt. For første gang i flere år var jeg i havet, længere ud end navlen, hovedet under og sågar vilde plask og fald fra boardet i fuld fart. Vi blev ret seje, selvom billederne ikke viser de største bølger vi red på så er det ret fedt, at have et lille bevis på, at vi faktisk kunne finde ud af det :D 

Vi smugkigger allerede efter billetter til Siargao igen. Der var simpelthen så skønt. Smukke solnedgange, sjov fest, alt for fede timer på boardet på havet og skønt selskab. Endnu en gang er livet som pædagogstuderende ikke helt tosset :-) 

Bedøvelse og kanyle til 2.5 kr

Okay, indrømmet; jeg synes det er svært i øjeblikket. 

Der er rigtig mange ting der ligger til grunde herfor og jeg tænker, at det vil hjælpe en del på overblikket at få tankerne ned på skrift, så here it goes. 

Vi har været her i 3½ måned, 103 dage. Den første måned var proppet med indtryk der skulle bearbejdes hver eneste aften. Jeg var mættet på den gode og lærerige måde. Efterfølgende var jeg sulten efter mere, flere oplevelser, flere indtryk; jeg kunne ikke få nok. Jeg tror det er naturligt at komme til et breakdown midt i forløbet. Det er blev hverdag. Rutiner, en trommerum i et helt andet tempo end jeg er vant til. Kedeligt bliver det aldrig i det store billede men der kommer et tidspunkt hvor man er mættet. Træt af folk, træt af varmen, træt af maden, træt af arbejdet, træt af sprogbarrierer, træt af mangel på pædagogik, træt af lus, træt af uhygiejniske forhold, træt af ventetid, træt af savn - træt helt ind i sindet. 

Igår skulle jeg træffe min hidtil sværeste beslutning i praktikken. Dag nummer 102 - der mistede jeg pusten og følelserne sad helt uden på tøjet. 

Crystals ene kindtand var flækket i flere dele. Den ene del hang og dinglede ind i munden og hendes tunge krøb ganske naturligt derover hele tiden. Det resulterede i, at en stump af tanden røg af og hun fik endnu mere ondt. Hun ville ikke lege, ikke spise, ikke børste tænder, ingenting. Det var ganske forståeligt. Jeg snakkede med Ma'am N om det og hun synes at vi skulle vente med at gøre noget til efter fredag, når Graduationfesten er overstået. Vi snakkede frem og tilbage og hun foreslog endda at Crystals far selv kunne hive tanden ud da han har en del værktøj til sin motorcykel. 

Jeg fik hende dog overtalt til, at vi gik ned til en Medical Clinic fem minutter derfra. Tandlægen så noget chokeret ud og sagde at hendes mund var på randen til en voldsom infektion i de fleste tænder. Tanden skulle hives ud med det samme men hun havde desværre ikke det rigtige udstyr på klinikken. Jeg spurgte om vi skulle gå på apoteket og købe det men hun rystede på hovedet og sagde, at den bedøvelse og sprøjten som skulle bruges kunne købes et øjeblik derfra. 

Carmelita, Crystal og jeg gik hen til en lille kiosk. Vi snakker en kiosk med de typiske tremmer for, slik hængende, balut, snacks osv. Jeg vil vove at påstå at jeg ikke en gang ville købe et stykke brød eller andet spiseligt i den kiosk, så ulækkert og beskidt var der. Jeg havde en højtråbende indre dialog med mig selv om hvorvidt jeg kunne stå indenfor, at købe bedøvelse og sprøjte i en kiosk jeg aldrig nogensinde selv ville købe noget fra, og så derefter sprøjte det ind i munden på denne lille pige. 

Tandlægen havde spurgt mig om Crystal havde astma eller allergi for i så fald kunne bedøvelsen gøre mere skade end gavn. Spørgsmålene kunne hverken Carmelita eller jeg svare på. Jeg vidste at alt hvad der skete herfra var på mine skulder. Hvis hun ikke kunne tåle det, hvis hun faldt i søvn og aldrig vågnede igen, hvis hun kom til skade.  

Carmelita beder om udstyret og jeg betaler 20p (2,5 kr.) for begge dele. På vejen tilbage til tandlægen går jeg med de samme tanker og mit hjerte hamrer hurtigere, og hurtigere. Jeg vidste inderst inde, at denne løsning var betydeligt bedre end hvis hendes far skulle hive tanden ud med værktøjet til sin motorcykel. Jeg vidste at hun var bedre stillet ved en tandlæge men alligevel havde jeg en inde slåskamp om, hvorvidt jeg kunne stå inde for det og endnu mere triumferende var jeg forbløffet over, at det var et ansvar jeg stod med. 

2. praktikperiode, så langt fra færdiguddannet og her står jeg på den anden side af jorden, med en brun lille nougatklump i hånden på 6 år som aldrig har været til tandlægen før, jeg er i et land hvor jeg ikke taler sproget andet end sparsomme enkelt-stavelsesord. Hvad er det jeg har rodet mig ud i? 

Jeg snakker med tandlægen, hun er god til engelsk. Crystal sætter sig op i stolen, hun knuger min hånd med alle sine kræfter. Da hun ser den store kanyle nærme sig sin mund råber hun. Jeg taler hende til ro og hun siger "sing Ate, sing!" hvorefter jeg stille synger "Let it go" som er hendes yndlings sang. Bedøvelsen virker, tandlægen får hevet tanden ud i fire omgange med rod og alle stumper. Det bløder en del. Crystal er glad, hun drikker en buko juice vi køber bagefter. Hun er omtåget og klar til at slappe af hjemme på Centeret.

Tandlægen ender med at donere hele molevitten. Gratis konsultation, gratis "operation". Hun fortæller endda at hun meget gerne vil besøge os på Centeret i juni når de nye børn er startet så hun kan tjekke deres tænder. Fantastisk kvinde.  

Idag møder Crystal ind og fortæller at hendes mor og far er sure over at hun har fået bedøvelse. Det ville være meget bedre, hvis det var blevet gjort uden. De er ikke sure på mig, tandlægen eller hende. Men sure, det er de godt nok. 

Det føles som at støde hovedet mod en mur. Følelsen af selv at have været fuldstændig i vildrede over beslutningen herom og så efterfølgende få at vide, at de ikke værdsætter det, er hård. En ordentlig mavepuster. 

Men Crystal er glad og uden smerter og dét må være lyspunktet! 

Prison dance i Cebu

For 14 dages tid siden havde jeg den længste lørdag i mit liv! Okay, det var det måske ikke men det føltes sådan. Fredag aften var vi i byen for at fejre Najas fødselsdag (en af de andre studerende som er i praktik). Det blev en lidt vild aften med meget kanel da hun fyldte 25 år og vi kom hjem fra byen kl. 04.40. Da klokken slog 05.00 ringede mit vækkeur fordi jeg selvfølgelig skulle op til Crossfit kl. 6 am. 

Det er sådan at vi er startet på bootcamp tre gange om ugen med crossfit i to timer ad gangen. Det er overdrevet hårdt, både fordi øvelserne får mine muskler til at skrige efter ro og det er 30 grader oveni. Vi tog afsted, blev drillet en del af trænerne som sluttede træningen af med sætningen: "Congratulations, you didn't puke or faint" (tillykke, du hverken kastede op eller besvimede). 

Efter træning tog vi en omgang morgenmad med bananpandekager og frugt - yummy in my tummy som ikke kan tåle fructose. Det var lækkert! Vi sov en times tid og tog så til Prison Dance. Det foregår i Capitol Prison her i Cebu og er et danseshow på en times tid hvor de indsatte giver den fuld gas! Der blev danset gangnam style, gentleman og sågar Michael Jacksons moonwalk og skrigende dansetrin blev fremvist med et kæmpe smil på læben! 

Der var nogle hårde typer i blandt, andre var bare glade for at se damer på tilskuerrækkerne. Unge, gamle, bisser og børster - danse, det kunne de fandme! 

Billederne er taget med min iPhone og kommer slet ikke til sin ret. Man kan kun se en tredjedel af de dansende fanger .... så planen er at vi skal derind igen i juni! Det er den sidste lørdag i hver måned og det er ganske gratis. Til slut kunne man endda komme ned i gården og danse med - en stor fest :)