Okay, indrømmet; jeg synes det er svært i øjeblikket.
Der er rigtig mange ting der ligger til grunde herfor og jeg tænker, at det vil hjælpe en del på overblikket at få tankerne ned på skrift, så here it goes.
Vi har været her i 3½ måned, 103 dage. Den første måned var proppet med indtryk der skulle bearbejdes hver eneste aften. Jeg var mættet på den gode og lærerige måde. Efterfølgende var jeg sulten efter mere, flere oplevelser, flere indtryk; jeg kunne ikke få nok. Jeg tror det er naturligt at komme til et breakdown midt i forløbet. Det er blev hverdag. Rutiner, en trommerum i et helt andet tempo end jeg er vant til. Kedeligt bliver det aldrig i det store billede men der kommer et tidspunkt hvor man er mættet. Træt af folk, træt af varmen, træt af maden, træt af arbejdet, træt af sprogbarrierer, træt af mangel på pædagogik, træt af lus, træt af uhygiejniske forhold, træt af ventetid, træt af savn - træt helt ind i sindet.
Igår skulle jeg træffe min hidtil sværeste beslutning i praktikken. Dag nummer 102 - der mistede jeg pusten og følelserne sad helt uden på tøjet.
Crystals ene kindtand var flækket i flere dele. Den ene del hang og dinglede ind i munden og hendes tunge krøb ganske naturligt derover hele tiden. Det resulterede i, at en stump af tanden røg af og hun fik endnu mere ondt. Hun ville ikke lege, ikke spise, ikke børste tænder, ingenting. Det var ganske forståeligt. Jeg snakkede med Ma'am N om det og hun synes at vi skulle vente med at gøre noget til efter fredag, når Graduationfesten er overstået. Vi snakkede frem og tilbage og hun foreslog endda at Crystals far selv kunne hive tanden ud da han har en del værktøj til sin motorcykel.
Jeg fik hende dog overtalt til, at vi gik ned til en Medical Clinic fem minutter derfra. Tandlægen så noget chokeret ud og sagde at hendes mund var på randen til en voldsom infektion i de fleste tænder. Tanden skulle hives ud med det samme men hun havde desværre ikke det rigtige udstyr på klinikken. Jeg spurgte om vi skulle gå på apoteket og købe det men hun rystede på hovedet og sagde, at den bedøvelse og sprøjten som skulle bruges kunne købes et øjeblik derfra.
Carmelita, Crystal og jeg gik hen til en lille kiosk. Vi snakker en kiosk med de typiske tremmer for, slik hængende, balut, snacks osv. Jeg vil vove at påstå at jeg ikke en gang ville købe et stykke brød eller andet spiseligt i den kiosk, så ulækkert og beskidt var der. Jeg havde en højtråbende indre dialog med mig selv om hvorvidt jeg kunne stå indenfor, at købe bedøvelse og sprøjte i en kiosk jeg aldrig nogensinde selv ville købe noget fra, og så derefter sprøjte det ind i munden på denne lille pige.
Tandlægen havde spurgt mig om Crystal havde astma eller allergi for i så fald kunne bedøvelsen gøre mere skade end gavn. Spørgsmålene kunne hverken Carmelita eller jeg svare på. Jeg vidste at alt hvad der skete herfra var på mine skulder. Hvis hun ikke kunne tåle det, hvis hun faldt i søvn og aldrig vågnede igen, hvis hun kom til skade.
Carmelita beder om udstyret og jeg betaler 20p (2,5 kr.) for begge dele. På vejen tilbage til tandlægen går jeg med de samme tanker og mit hjerte hamrer hurtigere, og hurtigere. Jeg vidste inderst inde, at denne løsning var betydeligt bedre end hvis hendes far skulle hive tanden ud med værktøjet til sin motorcykel. Jeg vidste at hun var bedre stillet ved en tandlæge men alligevel havde jeg en inde slåskamp om, hvorvidt jeg kunne stå inde for det og endnu mere triumferende var jeg forbløffet over, at det var et ansvar jeg stod med.
2. praktikperiode, så langt fra færdiguddannet og her står jeg på den anden side af jorden, med en brun lille nougatklump i hånden på 6 år som aldrig har været til tandlægen før, jeg er i et land hvor jeg ikke taler sproget andet end sparsomme enkelt-stavelsesord. Hvad er det jeg har rodet mig ud i?
Jeg snakker med tandlægen, hun er god til engelsk. Crystal sætter sig op i stolen, hun knuger min hånd med alle sine kræfter. Da hun ser den store kanyle nærme sig sin mund råber hun. Jeg taler hende til ro og hun siger "sing Ate, sing!" hvorefter jeg stille synger "Let it go" som er hendes yndlings sang. Bedøvelsen virker, tandlægen får hevet tanden ud i fire omgange med rod og alle stumper. Det bløder en del. Crystal er glad, hun drikker en buko juice vi køber bagefter. Hun er omtåget og klar til at slappe af hjemme på Centeret.
Tandlægen ender med at donere hele molevitten. Gratis konsultation, gratis "operation". Hun fortæller endda at hun meget gerne vil besøge os på Centeret i juni når de nye børn er startet så hun kan tjekke deres tænder. Fantastisk kvinde.
Idag møder Crystal ind og fortæller at hendes mor og far er sure over at hun har fået bedøvelse. Det ville være meget bedre, hvis det var blevet gjort uden. De er ikke sure på mig, tandlægen eller hende. Men sure, det er de godt nok.
Det føles som at støde hovedet mod en mur. Følelsen af selv at have været fuldstændig i vildrede over beslutningen herom og så efterfølgende få at vide, at de ikke værdsætter det, er hård. En ordentlig mavepuster.
Men Crystal er glad og uden smerter og dét må være lyspunktet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar