Branden der ødelagde 1000 hjem

Matilde og jeg tog på Radisson Hotel og spiste en lækker morgenbuffet. Det er efterhånden også en måneds tid siden. Vi havde dagene forinden talt om den kontrastfulde verden bor i. Højhuse, flotte biler, slum, skrald og fattigdom. En stor pærevælling af kontraster. Vi havde besluttet at tage en jeepney ud i det blå og hoppe af, når nysgerrighedden var for stor.

Der havde nogle uger inden været en kæmpe brand. 1000 hjem var brændt ned, alt var plyndret, jævnet med jorden, støv i uendeligt lange baner. 

Mange familier havde slået små telte op af pinde og presenninger. 

En del børn ledte efter værdifulde efterladenskaber i ruinerne. 

Sulten var malet i ansigtet på børn og voksne. De led. Der var varmt trods solen var gemt væk bag de mørke skyer. Vi besluttede os for at tømme den nærmeste kiosk og købte stort set alt hvad de havde af kiks og snacks. Børnene kom løbende hen mod os. Et virvar af smil, afmagt, sult og taknemmelighed strømmede frem mod os. 

Jeg føler mig så priviligeret at jeg har muligheden for at stå ansigt til ansigt med verdens grusomhed og fattigdom. Det sætter mit eget liv og især Danmarks problemer i et markant perspektiv. Vi tog hjem efter 1½ time, fuldstændigt udmattede af oplevelsen. 

Jeg glæder mig over at gribe chancen. Vi gjorde en forskel - om end det kun var i et kort øjeblik - så var vi der, vi så dem, vi hjalp. 

Papkasse-leg

Børnene på Centeret har en misundelsesværdig evne til at få en god leg ud af ingenting. For et par måneder siden legede de en leg i en af de store papkasser :-) 

Årsagen til at jeg først lægger billederne op nu er, at mit kamera har drillet mig. Det er nu oppe at køre igen og jeg skynder mig at lægge billederne op med det samme ;-) 

Påskeferie - Mindoro - Sabang

Lisbet og jeg tog en spontan beslutning om at tage nordpå i påskeferien. Vi købte en flybillet til Manila og havde egentlig ikke styr på så meget andet end det. Vi kiggede på booking.com og opdagede at 91% af alt allerede var booket i Puerto Galera i den pågældende uge. Eftersom flybilletten var købt og fortrydelsesretten ikke eksisterede skyndte vi os at booke et værelse på Badladz Resort. 

Vi havde en overnatning i Manila på tune hotel som var fantastisk. Sov med en dyne for første gang i 3 måneder. Faldt i søvn 20.30 svøbt ind og sov til næste morgen. Vi tog ud til Gil Puyat med en bus der tog en times tid. Det føltes som en evighed. Vi ventede som sild i en tønde og fór forvirrede rundt. Vi spurgte mange om vej til bussen mod Bantagas og ingen synes at kunne hjælpe. Pludselig dumpede den op på fortorvet og vi hoppede ind. 1 time og 45 minutter senere var vi ved Batangas Pier. Ulempen viste sig så at være, at næste og sidste båd først sejlede 1½ time efter. I mellemtiden modtager vi en email fra Badladz Resort om, at de har haft en kommunikationsfejl på deres server. De har intet værelse til os om aftenen og beklager meget. Vi går lidt i panik og ringer til dem - tanken om at vi skal sove på stranden eller havnemolen med alle vores ting virker en lille smule uoverskuelig. 

                                        

Vi kommer frem og bliver mødt af Mary som siger at hun har fundet et værelse til os i Sabang. En 20 minutters køretid og 1300 peso fattigere (for værelset) kommer vi frem til Sabangs små, snoede gader. Gogo barer med letpåklædte piger, restauranter, barer, snaksaglige mennesker og feriestemning. Sabang var skøn. Lige indtil vi kom op på vores værelse. 

Vi ventede i en halv time på at få nøglen. Da vi kommer op hopper Lisbet i bad og jeg står forstenet i på sengen og og peger på væggen da hun kommer ud. Der sidder en KÆMPE karkerlak på væggen. Vi bruger lang tid på at udtænke en plan for at fange den. Vi venter på at den kravler rundt og rundt og rundt på væggen og til sidste fanger vi den under en kaffekop. Der følger 4 andre karkerlakker med og vi bliver enige om at drikke os fulde for at komme gennem natten og starten på påskeferien. 

De efterfølgende dage bød på de smukkeste solnedgange, strandtur, øl, en jagt på et nyt værelse og besøg hos en familie jeg kender. Vi mødte nemlig en af mine filippinske venner, Benson, som inviterede os hjem til hans familie. Vi fik lækker mad bestående af pancit, kæmpe rejer og kylling. Vi drak et par øl, så den private strand, gik gennem deres Village, mødte nogle af hans kusiner der havde en fest i Brandy på stranden. Hans familie var imødekommende og deres hjem fuld af kærlighed. Dagen gav mig en positiv forståelse af det filippinske hjem. Det var en øjenåbner og jeg nød at være sammen med nogle lokale som tog imod os med åbne arme. Stort set alle vores måltider blev spist på deres restaurant i Sabang som lå et minut fra vores første værelse og fem minutter fra det andet. De lavede det lækreste mad og stemningen var hyggelig med Bob Marley musik og en masse glade gæster.

Boligsituationen endte godt, med et værelse hvor væggene var lilla, dørene gule og gardinerne blå. Vi så kun en enkelt karkerlak som så tilgengæld ikke kunne være under en kop. Vi fik sol, smilet, snakket og grint og turen hjem bød endda på en biograftur i Manila da vi skulle slå tiden ihjel. Påskeferien var et hit og det var en fornøjelse af være tilbage i Sabang efter 4 år. En lille perle, gemt på Mindoro :) 

Er du sart - så luk øjnene

Der er efterhånden en del der har efterspurgt billeder af de sår børnene render rundt med eller de tænder vi tit beskriver som nogle af de værste vi nogensinde har set. Jeg har en lille fortælling fra igår hvor det er "toothbrush time". 

Jeg kalder på A og siger at det er tid til at børste tænder. Hun viser mig en lille pose med Tictac-lignende pastiller som er hendes morgenmad. Hun holder den ind til sig og tager en ad gangen, bruger lang tid på at spise hver enkelt. Jeg tænker naturligvis at dette er endnu en af de morgener hvor jeg bliver forbavset over hvor usunde madvaner de fattige filippinere har. De har kun råd til det billigste af det billigste, og en pose med snack som børnene får til morgenmad, består enten af slik, pastiller, kiks eller kage. De koster 1-2 p altså maksimum 25øre. 

A tager den sidste pastil i munden og går hen mod mig med tandbørsten i hånden. 

A: Åh åh 

C: Hvad er der?

A: Åh .... åh 

Hun kigger på mig med kæmpe øjne og fortvivlelsen er malet i ansigtet på hende.

Hun peger ind i munden på sig selv og ryster hovedet en lille smule så det rasler. 

Den lille tictac har simpelthen sat sig fast inde i hendes tand. Jeg har længe undret mig over hvordan børnenes tænder kan være hele uden på men fuldstændigt hule indeni. Jeg tror dog vi her har en af årsagerne! Der er intet at sige til, at tænderne rådner op inde fra når der gemmer sig slik derinde til det er opløst. 

Vi rystede hendes hoved, bar hende på hovedet, forsøgte at grave den ud med tandbørsten men det nyttede intet. Hun gik og raslede lidt i nogle minutter og var meget påvirket af, at hun havde mistet sin morgenmad. Stakkels unge!

_____________________________________________________________________

Sådan ser sårene i hovedbunden ud. De lugter, væsker og har et hvid-gulligt udseende. R's hovedbund er langt fra den værste men da hun gerne selv ville se hvordan det så ud, tog vi et billede af det. 

Det skal lige nævnes at A's tænder bestemt heller ikke er de værste iblandt børnene. Det er ligefør vi er i den pæne ende af scalaen. 

Det her er uden tvivl noget af det jeg synes der er værst ved at arbejde med fattige børn. Deres basale behov, levestandard og hygiejne er så forringet at jeg aldrig kan forestille mig at det ville forekomme i Danmark. Det er så synd og vi kæmper en evig kamp for at forbedre det. Jeg føler at vi gør en forskel i det daglige, føler vi giver dem et frirum, et sted at komme og få hjælp til nogle af disse ting. De er så søde de unger. Ville ønske jeg kunne tage dem med hjem! 

Tanker fra morgenstunden

"Det er blevet hverdag. Skridtene er blevet tungere, tempoet langsommere. 

Benytter stolen foran kassen i supermarkedet, slapper af i mine ben. Chiller, relaxer og slapper lidt af igen. Folk går langsomt, fødderne slæbes hen ad jorden, jeg gør det samme. Tempoet er taget ud af hverdagen. Jeg følger alle de andre filippinere, føler mig som en af dem, forblændet mens jeg farer vild i mine tanker. Og så vågner jeg. Brat, hovedkulds forvirret men bevidst. Jeg er fanget i et spind fuld af twist. 

Det er blevet hverdag for os og vi føler at vi passer ind men der foregår nogle helt andre tanker, i hver en filippiners sind. 

Vi er hvide. Vi er rige. Grinagtige uden lige. De peger, de fniser, de snakker, de snyder. 

"Hi Ma'am" - "You're beautiful" - "Is Denmark the capital of Australia?" - "Can I have your eyes?" - "Welcome to the Philippines" - "I miss you already" - "Hablehable? You wanna go to tops?" - "Whaleshark, dolphin?" - "Taxi Ma'am?" - "This is original fake just for you" 

Ind ad det ene øre og ud af det andet."

___________________________________________________________________________

Forestil jer at have været her i over to måneder og hver gang jeg skal hjem fra arbejde bliver der sagt "Velkommen til Filippinerne" eller "Vil du med op til tops som enhver anden turist?" altså, det er jo sødt af dem, bevares, men at være en konstant attraktion for de lokale er pænt belastende i længden. I starten blev vi smigret af, at de kaldte os Ma'am. Smigret af alle de søde tilråb - nu er det efterhånden ved at være i overkanten at skulle sige hej til hvert et menneske på gaden fordi man er hvid. 

Når vi kører i Jeepney eller Taxa går der ikke mange i mellem, før der igen er en der prøver at snyde os. Vi kender jo ruterne, priserne og ved hvordan man skal forhandle men de forsøger alligevel at narre os på den ene eller anden måde. 

Noget af det, der er det sværeste ved at være her er små detaljer som, at man ikke selv må pakke sine varer i supermarkedet. Der står en filippiner og sorterer alle køb i diverse poser. Det tager en krig. Det tager så lang tid at jeg tit sætter mig på stolen der er ved kassen, fordi jeg bliver træt i benene af at vente på noget, jeg selv kunne have ordnet på få minutter. 

Alt ting går langsomt. Det er noget af det jeg vidste hjemmefra at jeg ville få størst problemer ved at acceptere. Er som nævnt i andre indlæg vant til at der hele tiden sker noget omkring mig. Tim, veninder, familie, arbejde, skole osv. Der er altid et eller andet at tage sig til. Her er det jeg bruger mest tid på; at vente. 

Jeg får i den grad taget tempoet ud af hverdagen og forestiller mig nogle gange hvordan jeg ville begå mig i København i denne fili-time-tilstand..

Time will tell! 

Plantation Bay - Mactan

Matilde og jeg tog til Plantation Bay for et par uger siden. Det er det smukkeste 5stjernede resort jeg længe har set. Vi brugte dagen på vores egen Ø som vi døbte "Boob Island". Der var mange der gerne ville besøge hængekøjen på øen, men hver gang vi kom tilbage forduftede folk med det samme. Det var åbenbart vores i alles øjne! :D  

Vi fik læst og boltret os i vandet!

Her er vores ø :D Er den ikke fin?

Lisbet er lige vendt hjem fra Australien og jeg tror, jeg lokker hende med til Plantation Bay i weekenden hvis vejret ellers er til det. De har varslet typhoon-lignende tilstande ved Cebu i morgen og hvis det bliver aktuelt tager vi revanche i solen i weekenden :) 

Fili er nu skøn! 

Fordelen ved at kende sproget

Kommunikation er noget af det, jeg tager mest for givet. Jeg er god til at formulere mig verbalt, kan få mit synspunkt og mening frem i diverse situationer og formår at holde hovedet koldt under fremlæggelser og eksamener. Verbal kommunikation er på daglig basis intet problem for mig, dog var jeg hjemmefra bevidst om, at jeg ville blive udfordret på min nonverbale kommunikation i og med, at børnene og jeg ikke taler samme sprog. 

Jeg er blevet meget bevidst om hvilket signal jeg sender med kroppen når jeg taler. Jeg forsøger at efterkomme mit ønske om, at det skal stemme overens. Det kan være svært hvis jeg indvendigt har modstridende tanker om det jeg skal til at udtrykke. Eksempelvis kan jeg i situationer hvor jeg ved, at min frustration ikke nytter noget, eller kan føre noget konstruktivt med sig, være nødt til at bide det i mig og udtrykke at jeg respekterer eller accepterer situationen som den er. 

Jeg har de første 6 uger af mit ophold på Filippinerne fået undervisning i Cebuano/visayas som er den dialekt der gør sig gældende i Cebu. Undervisningen bestod af en time med lærerinden Jamaica. Vi har faktisk kun været 7 på en god dag og ellers et godt gennemsnit på 5 studerende der har været synligt interesserede i at lære sproget. 

Det har dog vist sig at være mere end nyttigt! Der er mange situationer hvor jeg taler med børnene på engelsk og de fløjter efter mig. De er ligeglade, eller lader i hvertfald til at være det, og det er højst sandsynligt fordi de kan slippe afsted med det. Engelsk er ikke hvad de får ind med modersmælken da langt de fleste ældre filippinere ikke kan mere end 5 engelske ord. Der er dage hvor jeg så brillierer med mit filippinske og børnene kvitterer med et grin og siger at jeg skal gøre det på engelsk i stedet. Om det er en fornærmelse af min kunnen ved jeg sørme ikke ;-) 

Når børnene skal have børstet tænder beder jeg dem om at komme med, det virker sjældent i første omgang. Siger jeg derimod, "Ali, coron!" som betyder "Kom nu" kommer de med de samme. Når de skal vaske hænder siger vi "Manghinaw, coron" og hver gang vi ser film siger de "Ate no sleep" hvorefter jeg siger "Ayaw tulog, pahuay lang!" oversat er det "No sleep - just relax" og så er alle glade. Der er altså mange situationer hvor det er godt at kunne de basale fraser.. I jeepneyen når pengene skal passere, i supermarkedet, på restauranten, ved konflikterne på centeret eller når børnene vil lege noget bestemt. Men når Lupin eller Carmelida går i selvsving på cebuano kan jeg slet ikke følge med! :-)   

Lidt grønt blandt sten og beton

Jeg gik ud i baggården hvor Lupin bor for at sige farvel og god weekend. Lupin, JB og Jennivive havde besluttet sig for at plante og lave deres egen have. De var trætte af sten, beton og efterladenskaber og synes at der manglede grønt i gården. De har selv plukket dette ukrudt ude ved vejen, fundet tomme dåser, gravet jord op og vandet dem. 

Jeg er meget spændt på at se, hvordan det står til med de grønne skabninger i morgen. 

Jeg er stadig ret syg og skal derfor bruge min dag på dette ^^ 

Ligge ved poolen, slappe af og læse en god bog. Vi har omkring 38-40 grader hernede disse dage og vi smelter nærmest væk. Den næste måned bliver ulidelig at være på arbejde i men man kan jo ikke få både i pose og i sæk :-)