mandag den 12. august 2013

De utallige spørgsmål

Jeg har oprettet denne blog med det formål, at alle mine kære kan følge med i mit store eventyr der starter om 6 måneder. Jeg skal til Filippinerne i min 2. praktikperiode som et led i min pædagoguddannelse og jeg kan næsten ikke vente. 

Jeg har selv ledt forgæves efter blogs, der har beskrevet månederne op til afrejsen. Der har været og er stadig utallige spørgsmål i mit hoved, de fiser og farer rundt og svarene skal jeg lede længe efter. Af den simple årsag starter jeg min rejseblog nu, 6 måneder før afgang, i håb om, at jeg kan hjælpe andre der sidder med drømmen om at komme i udlandspraktik. Dette indlæg er altså henvendt til andre studerende der er i vildrede.

For hvordan søger man egentlig? Hvor hurtigt går det? Hvor kan man komme hen? Skal man rejse alene? Hvordan finder man ud af, om man kan flyve sammen med andre? Hvem skal man bo med? Hvor er det bedst af bo og hvordan finder man en lejlighed? Hvad med ferie under opholdet? Visum? Hvor finder jeg svar? 

Hvordan søger man? Hele processen skal startes ca. et år før praktikstart. Jeg kontaktede den internationale koordinator på min skole for, at høre om mine muligheder for at blive godkendt. Jeg deltog i en international konference på skolen, skrev en ansøgning, kom til samtale og blev endeligt godkendt efter godt 1½ måned. 

Hvor kan man komme hen? De fleste skoler har en liste over praktiksteder som de allerede har en kontakt til. Det er en stor fordel at vælge et af de praktiksteder. På UCC, København hvor jeg går, var der utallige muligheder. Jeg kunne komme til Ghana, England, Irland, Spanien, Australien, USA, Filippinerne og mange, mange flere. 

Hvor store er chancerne for at komme afsted i 2 praktik? Ifølge skolens ledelser er chancerne meget små. Det kræver stor erfaring og en god portion drivkraft, stabilitet og en stærk personlighed. Den internationale koordinator vurderer om skolen tror på, at netop du kan klare en udlandspraktik. Jeg blev godkendt af den internationale koordinator men han var nødsaget til at snakke med sin leder, som skulle give endeligt grønt lys. Inden da havde han haft kontakt til min lærer og studievejleder for at høre deres vurdering af mine kompetencer. Det er altså ikke lige til højrebenet men det skal man ikke slå sig ud af. 

Er der andre der skal afsted samtidig? Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan proceduren er, hvis man skal andre steder hen end Filippinerne. Men jeg er tilknyttet en organisation; Rise Above Foundation, som tager hånd om alt det praktiske og hjælper os studerende med at finde lige netop dét praktiksted der er ideelt for os. Herigennem har jeg stillet alle mine spørgsmål og fundet en ideel praktikplads. Der er efterfølgende blevet oprettet en gruppe på Facebook, hvor vi studerende kan komme i kontakt med hinanden og dele viden, erfaringer og stille spørgsmål. 

Alle de andre spørgsmål - Visum, lejlighed, praktiksted osv. kommer helt naturligt. Alle oplysninger er i mit tilfælde blevet givet af Rise Above Foundation og har jeg yderligere spekulationer kan jeg altid sende en mail og få svar herpå. Til mit store held har organisationens to overhoveder Flemming og Elisabeth flere lejligheder i Cebu på Filippinerne som vi studerende kan leje. 

Jeg forsøger at huske tilbage på alle de spørgsmål jeg selv har haft gennem de sidste mange måneder og sidder du med et, som jeg ikke har besvaret, så skriv endelig løs i kommentarfeltet nedenfor :-)