Dental Mission

I 2001 startede Rise Above Foundation det der nu hedder Dental Mission. Ved hjælp fra sponsorater, honorarer og yderst kompetente, frivillige tandlæger samt tandlægestuderende kan omkring 1000 patienter hjælpes på kun én uge. Den transportable klinik har blandt andet været på forskellige folkeskoler og i udkanten af byen, nærmere betegnet slumkvartererne. 

En af de største årsager til fravær i skolerne er tandpine. For ca. 20 kr. kan en patient behandles og for omtrent 20.000 kr. kan der afholdes en uges Dental Mission hvor 10 tandlæger kan behandle omkring 1000 fattige mennesker, gratis. 

Hvis du vil læse mere om projektet så er der mulighed for det her:

 http://www.riseabove.dk/dental-mission-mere.html 

____________________________________________________________________

Jeg er som nævnt i praktik på Rise Above Family Care Center og det er der en del benefits ved. I går skulle Lisbet og jeg til feeding på den nærliggende skole i bjergene. Vi blev hentet af Abby som spurgte om vi havde set The Dental Mission der var sat op i nærheden - det havde vi naturligvis ikke og vi svingede derfor bilen indenom. 

Vi kom hen til Rise Aboves Community Center hvor der er en bygning, en rutsjebane og nogle gynger. Ude foran bygningen var tandlæge stolene placeret, et kæmpe stykke plastik skyggede for solens varme stråler, folk sad og ventede på græsset og de første var allerede placeret i stolene. De fire frivillige tandlæger arbejdede på højtryk, en fillippinsk assistent holdt lommelygten for at give ekstra lys, nogle frivillige rengjorde instrumenter og for enden af den opsatte klinik holdt Flemming og Elisabeth møde. 

Lisbet og jeg fik hilst på tandlægerne og sendte et medfølende smil til dem der sad i stolen. Der var en, der tidligere på dagen havde fået trukket 11 rådne tænder ud. Der blev boret huller, lavet fyldninger og renset tænder på livet løs. Det var en meget speciel oplevelse at se missionen så tæt på. Til daglig på Centeret er der mindst 4 børn der har rådne tænder i hele overmunden, nogle af dem er kun stifter fordi resten er smuldret væk. Det er så opløftende og inspirerende at se, at der bliver gjort en forskel for nogle af alle disse børn og voksne som har så store problemer. 

Her hjælper Lisbet med at suge spyt, mens en frivillig dansk tandlæge borer et hul. 

En amerikansk tandlæge udvælger instrumenter fra bakkerne. 

Da vi kom tilbage på Centeret sad Lupin helt forstenet i en lille stol. Han havde fået redt sit hår til siden, fået sit fine tøj på og bundet sine sko. Jeg spurgte ham hvor han skulle hen og han forklarede, at han skulle til tandlægen. Han har nogle huller som skulle laves. Efter vi fik grint lidt af hvordan man skal åbne munden og sige "aahhh" løsnede han lidt op for nervøsiteten. 

Vi får altså en del oplevelser gennem Rise Above som andre ikke nødvendigvis kommer i nærheden af. Jeg føler mig som en del af denne kæmpe familie der sammen kan gøre en forskel og dét gør en verden til forskel for mig. 

Når finmotorikken skal pudses

En praktik på filippinerne adskiller sig fra en praktik i Danmark på ufatteligt mange punkter. Eksempelvis skal alle aktiviteter finansieres af os som studerende. Vi har ingen vejleder eller andre pædagoger at spørge til råds. Derudover er der stor forskel på, hvordan vi mener børn skal lære, guides i livet, hvilke fælles spilleregler der bør være og så er sådan noget som forskelsbehandling, at overlade konfliktløsningen til børnene etc. helt normalt. 

Stort set alt hvad vi foretager os er nyt for dem og som den kritiker jeg nu er, stiller jeg også tit indre spørgsmål til filippinernes måde at håndtere situationer eller mangel på samme. Jeg er her dog som ydmyg, nysgerrig studerende der forsøger at tage alt til mig og være åben overfor kulturen og de forskelle den pædagogiske praksis rummer. 

Som nævnt kommer de børn der er på Centeret fra slummet. De er fra nogle af de fattigste familier og kender til et vildt liv med leg på gaden - af den årsag, skal vi helst igangsætte aktiviteter der lærer dem, at der også er andet end livet end at være vild. Vi bruger i øjeblikket meget tid på at være kreative og stimulere børnenes finmotorik. Vi klipper, folder nipnappere, laver gækkebreve, leger med perler, farvelægger så vidt muligt indenfor stregerne og det kommer der en del kreationer ud af. Vi har pyntet en hel rude med tegninger af Dora, balloner, stjerner, blomster, græs samt et "Velkommen til Rise Above Family Care Center" - skilt. Igår lavede vi hånddukker ud af sokker og piberensere, i dag er sidstnævnte blevet til fint hårpynt. 

I morgen skal vi holde fastelavn så godt som det nu kan gøres, med en hjemmelavet tønde ud af papir ;-) Derefter skal vi fejre februar-børnenes fødselsdag. 

Når tro flytter bjerge

Jeg vil æde min morfars gamle hat på, at vi alle har mennesker her i livet som inspirerer os på en helt særlig måde. Jeg tror at vi hver især gennem vores skolegang har haft lærere der gav én det ekstra drive der skal til for at tro på, at man kan klare alle de opgaver man stilles overfor. Sådanne lærere havde jeg. 

I Folkeskolen var min helt Per Storm, jeg var nok ene om at synes så godt om den mand, men han gav mig troen på at jeg kunne blive til noget stort. Efterfølgende fik jeg Karin som dansklærer på HF. Karin tæskede mig gennem litteraturen og fik mig til at skrive tekster som jeg aldrig havde gjort det før. 

Min kæreste Tim, min søster, mine forældre, min kusine Heidi, min mormor, mine veninder og min onkel Jack og tante Annette er absolut de mennesker der inspirerer mig mest på den personlige front. Det er de mennesker der får mig til at tro på, at mine drømme kan gå i opfyldelse. Samtidig er det også dem der inspirerer mig til at drømme stort. Det er dem er giver mig lysten til at blive ved, lysten til at være den bedste udgave af mig selv. 

 Jeg har haft mange jobs i mine unge år og en del af dem har jeg haft i 5+ år. Der er dog særligt én chef jeg husker og en jeg altid vil takke for, at have inspireret mig til at blive pædagog. Charlotte er leder af den integrerede institution som jeg har været ansat i, i mange år. Hun har en fantastisk personlighed og formår at rumme sine ansattes gode og dårlige dage. Charlotte er god til at komme med løsningsforslag, god til at finde på idéer og til at give feedback på forløb og situationer. Hun er sådan en chef man næsten føler man er ven med, men samtidig har stor respekt for. 

Charlotte har sin kontortid og samtidigt finder hun tid til at være på gulvet blandt børnene og mærke lidt af al den glæde de giver. Hun er faktisk årsagen til at jeg gerne ville være pædagog. Hun inspirerer mig på en måde som ikke er helt let at beskrive. Jeg takker hende inderligt for, at have taget imod mig og mit dårlige helbred med så åbne arme. Hun gav mig muligheden for at vise mit værd. 

Så tak til alle jer som tror på mig - tro flytter bjerge! 

weekendtur til Moalboal

Jeg kan godt forstå hvis der sidder nogen hjemme i stuerne og tænker "er hun nu afsted igen? skal hun ikke også snart arbejde lidt?". At være i praktik på filippinerne ligner måske lidt af en badeferie og det er det vel egentlig også i nogle af weekenderne. Som før nævnt har jeg et behov for at komme væk fra os, biler og gadebørn. Jeg har behov for at kunne høre vand og vind fremfor bilers dytten og tilråb fra hvert et gadehjørne. Det er hårdt at bo i denne storby. Weekenderne er vores frirum til at have en lille snert af den vestlige luksus vi kommer fra. Friheden til at slappe af i ro og mag. 

Jeg kan til gengæld garantere jer, at min hverdag er alt andet end en badeferie. Det er hårdt, varmt, udfordrende, lærerigt og til tider skræmmende. Men jeg nyder hver en dag!

I denne weekend tog vi så til Moalboal som er en del af øen Cebu. For at komme dertil skal man fra den sydlige bus terminal tage med bussen til Moalboal, turen tager 2-3 timer alt efter trafikken. Vinduerne var åbne, vi fik vind i håret, der blev taget en masse billeder og jeg nød igen, at se noget andet end biler, gadebørn og Cebu Citys efterhånden velkendte stræder. 

Vi var alle fem afsted. Julie, Signe, Lisbet, Matilde og jeg og boede på Marcosas Beach Resort. Det lå okay i forhold til stranden. Der var en lækker swimmingpool med vandrutsjebane og morgenmaden var inkluderet i prisen. Jeg brugte ca. 500 kr. på at rejse ud en weekend. Deri er transport, resort, mad, drikke og ture medregnet. 

Lørdag tog vi til Kawasan Waterfalls. Vi kørte alle fem med en hablehable, som er en motorcykel med en halvstor vogn på siden hvor man kan sidde ligeså mange som motoren kan trække. Turen derop var smuk! Vi så den fineste strand og en vanvittig flot ø som simpelthen bare skulle opleves i farten, jeg nåede hverken at tage kamera eller telefon frem. 

For at komme til vandfaldet skulle vi gå ca. 1,5 km. Det var en tur gennem forskelligt terræn og for enden af alle stenene, broen, grusvejene, floderne lå dette smukke vidunder! Kawasan Waterfalls ... det er nok ikke sidste gang jeg tager dertil :) 

Om aftenen var vi til BBQ-fest på et backpacker hostel hvor 10-11 af de andre danske studerende boede. Det var en hyggelig aften med lækker mad, godt selskab, en guitar og en masse fællessang - vi er vel pædagoger, ikke? :-) 

Teacher Carina

Teacher Carina ^^ Jeg er igang med engelsk undervisning for børnene på Centeret. Vi har et program på computeren som hjælper til forståelse af ord, udtale og samtidig er det sjovt fordi vi skal være aktive i form af fagter og ord. 

Carlene har lagt sig til at sove under bænken. Det var en meget varm formiddag så jeg forstår udmærket hendes valg ;-)

Tre børn om ét puslespil er et sjældent syn i Danmark - det her er det eneste puslespil børnene har og de er heldigvis gode til at deles om det. 

Andy og Jhade spiller kabale på computeren. 

For første gang siden vi startede, fik vi Fiona til at smile på et billede. Hun er simpelthen så køn. 

Jhade er derimod altid villig til at kaste håndtegn! 

Andy følger trop. 

Vi er simpelthen så heldige at vi må tage billeder når vi er på Centeret. Det giver mig en mulighed for at dele nogle af mine oplevelser og alle glæderne ved at være sammen med disse børn. Jeg er stadig glad for at være i praktik og jeg synes at imødekomme udfordringerne med åbne arme selvom det somme tider er enormt svært, ikke konstant at sammenligne med det jeg kender fra Danmark.

Jeg er pt. syg. Har været så uheldig at ligge med høj feber et par dage samt store muskelsmerter. Jeg er startet på penicillin og finder mig en læge hvis det ikke snart bliver bedre. Måske føles alting bare værre hernede fordi man er så langt hjemmefra. Måske er det varmen der gør feber en tand værre - jeg ved det ikke, men jeg ved tilgengæld at det er ubehageligt og at her er en del bakterier jeg ikke er vant til. Ellers har jeg det strålende - nyder hver dag og glæder mig over, at jeg har fået denne mulighed som et led i min uddannelse :) 

On the top!

På toppen af et bjerg ligger der en udkigspost kaldet Tops. Det er de færreste taxachauffører der vil køre derop, da det er de færreste biler der kan klare det. Alligevel lykkedes det os at finde en som ville have 5 piger med i bilen, vente på os deroppe og trille ned med os igen. Vi betalte 1500 peso (ca. 190 kr) for turen og det var alle pengene værd. Vi nåede endda at tænke, at han havde taget lidt ekstra penge for det, for også at kunne betale for reparation af undervognen bagefter ;-)  Undervejs var vi nemlig en kende urolige da bilen skrabede på asfalten flere steder, vi måtte slukke for radio og aircon og i stedet rulle vinduerne ned, fordi det var for hårdt for motoren. På vej op ad bakken er der en smule tæt trafik et øjeblik og vi bliver derfor nødt til at holde stille. Dette blev efterfulgt af følelsen af, at vi trillede baglæns! Op kom vi og selvom billedet hverken halvt eller helt, kan fremkalde det samme smukke syn vi oplevede, så får I alligevel en lille bid af vores tur: 

Tops-teamet: Julie, mig, Josephine, Lisbet og Matilde. 

Julie og Josephine er ergoterapeut studerende og skal være her 6 uger i alt. Vi var på Bohol i weekenden alle fem og fik os et par drinks, lækker mad og en masse snak. De er søde og vi ville ønske at de skulle være her i 6 måneder ligesom os. Vi har aftalt at holde tirsdags-dates hvor vi spiser sammen :-) 

Jeg blev simpelthen nødt til at have et billede af mig og Cebu set fra oven! Det gengiver dog stadig ikke hvor fint der var - men jeg håber I kan få en fornemmelse af det alligevel. 

Tak til dig, søde taxamand. 

En jeepney fanget ud ad vinduet på vej op af bjerget. Lyset faldt fint, så det fik I lige med. 

Lisbet og Matilde poserer lidt 

Vi fik taget SÅ mange billeder alle fem. Det var helt klart de 13kr's indgang værd ;) 

On the top! 

Feeding

Rise Above Foundation har et feeding program, hvor vi hver onsdag tager op til en nærliggende skole i bjergene. Der går 500 børn på skolen og de er mellem 30 og 60 elever i en klasse samt en enkelt lærer. Hver onsdag skal enten Signe, Lisbet eller jeg til feeding. Det er bedst at tage afsted to ad gangen og derfor skiftes vi lidt. De to første onsdage i måneden er store feedings og de sidste to lidt mindre. 

Vi kommer med ris, bønner, kylling, forårsløg og somme tider gulerødder. Som nævnt i et andet indlæg skal alle grøntsager skæres ud i mini-stykker, ellers frasorterer børnene dem med det samme. Vi hjælper med at skære alt ud og med tiden får vi også lov at dele maden ud til børnene. Derudover går formiddagen med en masse smil, nysgerrige spørgsmål, observationer og snakke. Onsdagene giver et lille pusterum fra Centeret, forstået på den måde at vi kommer ud i naturen, ser noget andet en bylivet og os og får talt med nogle andre og lidt ældre børn. Jeg nyder det! 

Da Lisbet og jeg skulle tilbage gennem landsbyen i bjerget mødte vi denne skønne familie. De spurgte om vi ville sidde ned og vi fik os en god snak på gebrokkent engelsk. Jeg legede lidt med denne søde lille dreng og hans smil var simpelthen så smittende! Han er 11 måneder gammel og enormt nysgerrig på hænder, armbånd, tunge og mund. Jeg lavede lige tricket med tungen op på siden og han fulgte intenst med. 

Filippinerne er et skægt folkefærd. De elsker at komme med tilråb men ligeså snart man besvarer så kan de ikke andet end at smile og fnise. De to første mænd råbte "beautiful, I love you, I miss you" vi grinte og vendte os om med kameraet i hånden. Da de så det begyndte de straks at posere! Deres scooter-venner fniste på livet løs og kunne slet ikke klare opmærksomheden. 

En hable hable som jeg nødigt skulle køre med! 

En smart måde at tørre træ på! 

Jeg befinder mig i et land med den lækreste frugt man kan forestille sig. Det er helt vildt så indbydende det ser ud og jeg mærker en gang for alle, hvor dødirriterende det er, ikke at må spise alle lækkerierne! Skidt pyt - så er der så meget andet jeg må :) 

Hverdagens forskelle

I Danmark bruger vi enormt meget tid på at sætte rammer for det ene og det andet. Skal børnene have madpakker med hjemmefra eller skal maden serveres i institutionen? Vi taler om det pædagogiske måltid, om måltidet der skal være sundt og nærende. Mineraler og vitaminer er vigtige for os - alt skal være varieret. Vi formår endda i nogle institutioner at være fokuserede på, at udelukke de fødevarer vi ikke mener er gavnlige for børn. Nul-sukker-politik vrimler frem på min nethinde og jeg tænker tilbage på utallige snakke i SKB timerne, hvor vi har diskuteret for og imod på tværs af aldersgrupper og institutionstyper. 

Og alt i mens vi i Danmark gør meget for at begrænse, er det fuldstændig anderledes her på Filippinerne. De seneste to uger er jeg mødt ind til børn med blå tunger, tyggegummi i hele munden, farverige slikkepinde og små poser chips til morgenmad. Her gælder det for alt i verden om at få, hvad man kan komme i nærheden af og man deler ikke med andre medmindre det er en ordre. Begrænsninger er et land de ikke kender til, de skal bare have noget indenbords. Det får mig til at tænke over, hvor forkælede vi er i Danmark. Tænk at vi ligefrem er så priviligeret at vi kan fravælge fødevare? En gang i mellem burde vi forestille os den verden, hvor man kæmper for alt der kan spises. Kæmper for at overleve. 

Jeg forsøger at undgå at sammenligne Danmark med Filippinerne. Men jeg må ærligt indrømme at det forekommer mig umuligt. Den virkelighed jeg kommer fra, ligger så dybt i mig at jeg har den med mig uanset hvor jeg går. Jeg tror dog jeg med tiden vil kunne lægge noget af Danmark bag mig og derved have en forståelse for de forskelle jeg står i og have begge verdener med mig. Med andre ord vil jeg med tiden få en forståelse for den filippinske verden hvor hver mand kæmper for sig selv og sin familie. Verdenen hvor materielle goder er en drøm og slum, fattigdom, skrald og afføring på gaden er virkelighed. 

Min dagligdag på Centeret byder på så pokkers mange forskelle. Hvad enten det drejer sig om madvaner, opdragelse, håndtering af børnenes indbyrdes konflikter eller mangel på samme. Alt er anderledes - alt virker fuldstændig forkert set med vestlige øjne - men det giver mig rig mulighed for at reflektere og overveje hvorfor vi i Danmark gør, som vi gør.

De næste 6 måneder vil være fyldt med up's and down's. Til infomødet på skolen hørte jeg en pige kalde følelserne noget i retningen af, "oh", "shit", "yes" og "fuck" og det er lige netop sådan jeg allerede har det. Nogle dage bliver jeg overrasket på den måde hvor øjnene er udspilet og munden er så åben at mandler og polypper blottes. Andre dage tænker jeg, at det her simpelthen er for barskt til, at jeg kan være vidne til det. Samtidig glæder jeg mig over alle de forskelligheder, kontraster og udfordringer jeg får lov at stå overfor og efterfølgende kommer følelsen af, at være utilstrækkelig. Jeg kan ikke redde alle disse børn, men jeg holder fast i drømmen om, at jeg kan gøre en forskel mens jeg er her. 

Bohol, Bohol, Bohol - du' den dejligste ferieø

Vi boede på Paragayo Resort til den nette sum af 190kr for to overnatninger

En hable hable - det smarte transportmiddel på øerne! 

Bohol er fantastisk. Der er smukt og roligt. Jeg nød i fulde drag at kunne lytte til vandets bølger og mærke vinden i mit hår, fremfor min daglige gang i Cebu, hvor os fra bilerne og larmen i gaderne fylder. Bohol er bounty-agtigt, der er palmer, både over alt, små butikker hvor de sælger nips ting og en masse gadesælgere. Der er hyggeligt, mulighed for at feste, spise lækker grillet fisk og sidde på restaurant med fødderne i vandkanten.

Weekenden blev brugt på ren afslapning, en bådtur med ø-hop hvor vi så lidt forskellige øer. Der var så smukt og det var intet mindre end fantastisk at sejle og mærke vinden i håret - jeg har samlet kræfter til endnu en uge i Cebu og glæder mig allerede til næste weekend der byder på ro og afslapning i Moalboal :)