Hverdagens forskelle

I Danmark bruger vi enormt meget tid på at sætte rammer for det ene og det andet. Skal børnene have madpakker med hjemmefra eller skal maden serveres i institutionen? Vi taler om det pædagogiske måltid, om måltidet der skal være sundt og nærende. Mineraler og vitaminer er vigtige for os - alt skal være varieret. Vi formår endda i nogle institutioner at være fokuserede på, at udelukke de fødevarer vi ikke mener er gavnlige for børn. Nul-sukker-politik vrimler frem på min nethinde og jeg tænker tilbage på utallige snakke i SKB timerne, hvor vi har diskuteret for og imod på tværs af aldersgrupper og institutionstyper. 

Og alt i mens vi i Danmark gør meget for at begrænse, er det fuldstændig anderledes her på Filippinerne. De seneste to uger er jeg mødt ind til børn med blå tunger, tyggegummi i hele munden, farverige slikkepinde og små poser chips til morgenmad. Her gælder det for alt i verden om at få, hvad man kan komme i nærheden af og man deler ikke med andre medmindre det er en ordre. Begrænsninger er et land de ikke kender til, de skal bare have noget indenbords. Det får mig til at tænke over, hvor forkælede vi er i Danmark. Tænk at vi ligefrem er så priviligeret at vi kan fravælge fødevare? En gang i mellem burde vi forestille os den verden, hvor man kæmper for alt der kan spises. Kæmper for at overleve. 

Jeg forsøger at undgå at sammenligne Danmark med Filippinerne. Men jeg må ærligt indrømme at det forekommer mig umuligt. Den virkelighed jeg kommer fra, ligger så dybt i mig at jeg har den med mig uanset hvor jeg går. Jeg tror dog jeg med tiden vil kunne lægge noget af Danmark bag mig og derved have en forståelse for de forskelle jeg står i og have begge verdener med mig. Med andre ord vil jeg med tiden få en forståelse for den filippinske verden hvor hver mand kæmper for sig selv og sin familie. Verdenen hvor materielle goder er en drøm og slum, fattigdom, skrald og afføring på gaden er virkelighed. 

Min dagligdag på Centeret byder på så pokkers mange forskelle. Hvad enten det drejer sig om madvaner, opdragelse, håndtering af børnenes indbyrdes konflikter eller mangel på samme. Alt er anderledes - alt virker fuldstændig forkert set med vestlige øjne - men det giver mig rig mulighed for at reflektere og overveje hvorfor vi i Danmark gør, som vi gør.

De næste 6 måneder vil være fyldt med up's and down's. Til infomødet på skolen hørte jeg en pige kalde følelserne noget i retningen af, "oh", "shit", "yes" og "fuck" og det er lige netop sådan jeg allerede har det. Nogle dage bliver jeg overrasket på den måde hvor øjnene er udspilet og munden er så åben at mandler og polypper blottes. Andre dage tænker jeg, at det her simpelthen er for barskt til, at jeg kan være vidne til det. Samtidig glæder jeg mig over alle de forskelligheder, kontraster og udfordringer jeg får lov at stå overfor og efterfølgende kommer følelsen af, at være utilstrækkelig. Jeg kan ikke redde alle disse børn, men jeg holder fast i drømmen om, at jeg kan gøre en forskel mens jeg er her.