^ Billedet dokumenterer ret godt, at min hverdag hernede på ingen måde indeholder ture til stranden eller flere timer i sollys :D Det kommer weekenderne dog forhåbentlig til! Drengen ved min side er Lupin' en fantastisk dreng på 7 år som bor i baggården bag FCC.
Lupin må ikke komme ind på centeret fordi han ikke er en del af Rise Above familien. Det giver mening i og med, at alle ellers ville kunne vade ind fra gaden og være en del af projektet og det går jo ikke. Det ændrer dog ikke på, at det river mit hjerte i flere tusinde stykker at se denne skønne, lille dreng stå ude foran lågen hele dagen og kigge ind.
Sågar når vi leger ude i gården hvor han er, må han kun stå og kigge på. I dag spillede vi stikbold og han så på. Igår spillede vi basket og han så på. Han er der bare. Dag ud og dag ind står han og observerer de 11 andre børn lege med os studerende. Det gør mig så ondt, at han er uden for på denne måde.
En pige fra samme gård blev idag inviteret ind og fik chokoladegrød sammen med de andre børn. Men han måtte ikke, fordi han for nogle dage siden havde været uartig, og var blevet sur på en af børnene. Historien fortæller naturligvis ikke, om det pågældende barn generede ham inden, men hva' pokker.
Lupin' møder mig om morgenen med et kram og "Ate Cariina" med en glæde i stemmen som jeg på hvert et tidspunkt kan fremkalde for mig. Han er så sød og rar. Legesyg og blot et lille barn. Jeg kan slet ikke klare hvordan han bliver holdt uden for men endnu en gang er det en kendsgerning jeg blot må acceptere.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar