Tanker fra morgenstunden

"Det er blevet hverdag. Skridtene er blevet tungere, tempoet langsommere. 

Benytter stolen foran kassen i supermarkedet, slapper af i mine ben. Chiller, relaxer og slapper lidt af igen. Folk går langsomt, fødderne slæbes hen ad jorden, jeg gør det samme. Tempoet er taget ud af hverdagen. Jeg følger alle de andre filippinere, føler mig som en af dem, forblændet mens jeg farer vild i mine tanker. Og så vågner jeg. Brat, hovedkulds forvirret men bevidst. Jeg er fanget i et spind fuld af twist. 

Det er blevet hverdag for os og vi føler at vi passer ind men der foregår nogle helt andre tanker, i hver en filippiners sind. 

Vi er hvide. Vi er rige. Grinagtige uden lige. De peger, de fniser, de snakker, de snyder. 

"Hi Ma'am" - "You're beautiful" - "Is Denmark the capital of Australia?" - "Can I have your eyes?" - "Welcome to the Philippines" - "I miss you already" - "Hablehable? You wanna go to tops?" - "Whaleshark, dolphin?" - "Taxi Ma'am?" - "This is original fake just for you" 

Ind ad det ene øre og ud af det andet."

___________________________________________________________________________

Forestil jer at have været her i over to måneder og hver gang jeg skal hjem fra arbejde bliver der sagt "Velkommen til Filippinerne" eller "Vil du med op til tops som enhver anden turist?" altså, det er jo sødt af dem, bevares, men at være en konstant attraktion for de lokale er pænt belastende i længden. I starten blev vi smigret af, at de kaldte os Ma'am. Smigret af alle de søde tilråb - nu er det efterhånden ved at være i overkanten at skulle sige hej til hvert et menneske på gaden fordi man er hvid. 

Når vi kører i Jeepney eller Taxa går der ikke mange i mellem, før der igen er en der prøver at snyde os. Vi kender jo ruterne, priserne og ved hvordan man skal forhandle men de forsøger alligevel at narre os på den ene eller anden måde. 

Noget af det, der er det sværeste ved at være her er små detaljer som, at man ikke selv må pakke sine varer i supermarkedet. Der står en filippiner og sorterer alle køb i diverse poser. Det tager en krig. Det tager så lang tid at jeg tit sætter mig på stolen der er ved kassen, fordi jeg bliver træt i benene af at vente på noget, jeg selv kunne have ordnet på få minutter. 

Alt ting går langsomt. Det er noget af det jeg vidste hjemmefra at jeg ville få størst problemer ved at acceptere. Er som nævnt i andre indlæg vant til at der hele tiden sker noget omkring mig. Tim, veninder, familie, arbejde, skole osv. Der er altid et eller andet at tage sig til. Her er det jeg bruger mest tid på; at vente. 

Jeg får i den grad taget tempoet ud af hverdagen og forestiller mig nogle gange hvordan jeg ville begå mig i København i denne fili-time-tilstand..

Time will tell!