Kommunikation er noget af det, jeg tager mest for givet. Jeg er god til at formulere mig verbalt, kan få mit synspunkt og mening frem i diverse situationer og formår at holde hovedet koldt under fremlæggelser og eksamener. Verbal kommunikation er på daglig basis intet problem for mig, dog var jeg hjemmefra bevidst om, at jeg ville blive udfordret på min nonverbale kommunikation i og med, at børnene og jeg ikke taler samme sprog.
Jeg er blevet meget bevidst om hvilket signal jeg sender med kroppen når jeg taler. Jeg forsøger at efterkomme mit ønske om, at det skal stemme overens. Det kan være svært hvis jeg indvendigt har modstridende tanker om det jeg skal til at udtrykke. Eksempelvis kan jeg i situationer hvor jeg ved, at min frustration ikke nytter noget, eller kan føre noget konstruktivt med sig, være nødt til at bide det i mig og udtrykke at jeg respekterer eller accepterer situationen som den er.
Jeg har de første 6 uger af mit ophold på Filippinerne fået undervisning i Cebuano/visayas som er den dialekt der gør sig gældende i Cebu. Undervisningen bestod af en time med lærerinden Jamaica. Vi har faktisk kun været 7 på en god dag og ellers et godt gennemsnit på 5 studerende der har været synligt interesserede i at lære sproget.
Det har dog vist sig at være mere end nyttigt! Der er mange situationer hvor jeg taler med børnene på engelsk og de fløjter efter mig. De er ligeglade, eller lader i hvertfald til at være det, og det er højst sandsynligt fordi de kan slippe afsted med det. Engelsk er ikke hvad de får ind med modersmælken da langt de fleste ældre filippinere ikke kan mere end 5 engelske ord. Der er dage hvor jeg så brillierer med mit filippinske og børnene kvitterer med et grin og siger at jeg skal gøre det på engelsk i stedet. Om det er en fornærmelse af min kunnen ved jeg sørme ikke ;-)
Når børnene skal have børstet tænder beder jeg dem om at komme med, det virker sjældent i første omgang. Siger jeg derimod, "Ali, coron!" som betyder "Kom nu" kommer de med de samme. Når de skal vaske hænder siger vi "Manghinaw, coron" og hver gang vi ser film siger de "Ate no sleep" hvorefter jeg siger "Ayaw tulog, pahuay lang!" oversat er det "No sleep - just relax" og så er alle glade. Der er altså mange situationer hvor det er godt at kunne de basale fraser.. I jeepneyen når pengene skal passere, i supermarkedet, på restauranten, ved konflikterne på centeret eller når børnene vil lege noget bestemt. Men når Lupin eller Carmelida går i selvsving på cebuano kan jeg slet ikke følge med! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar